fredag den 16. januar 2015

Brødre



De kan godt skændes og blive uenige om hvor mange hoveder Alfred må rive af Bertram's Legofigurer, men de elsker hinanden højt og har så uendelig meget glæde af hinanden, de to. Der er fire år imellem dem og det er virkelig en god aldersforskel. Bertram kan rigtig træde i kraft som storebror, og fra den dag Alfred blev født kickede Bertrams omsorgsgen for alvor ind. Han har altid beskyttet ham, hjulpet ham og draget omsorg for ham og han trives uendelig godt i rollen som storebror (meget bedre end i rollen som lillebror). Han elsker at han kan lære fra sig og hjælpe Alfred med opgaver han ikke selv kan løse, og så vokser han helt enormt når han kan gøre Alfred glad og få ham til at grine. Der er ingen konkurrence de to imellem. Med fire års forskel er springet så stort at Alfred slet ikke tænker på at han skal kunne nå Bertram og han er lykkelig i rollen som familiens lille æggeblomme. Og for Bertram udgør Alfred ingen trussel. 

Dynamikken er en helt anden imellem Rasmus og Bertram hvor der kun er 2 års aldersforskel. Da de var små var det intet problem og frem til Bertram var 5-6 år var der stort set ingen jalousi imellem dem. Rasmus havde overskud til at være den eftergivende og tålmodig storebror og kunne fint klare at lade Bertram vinde i et spil eller lade ham bestemme slagets gang i den gode stemnings navn.  
De seneste år hvor både de kognitive og de fysiske forskelle er blevet mere og mere udvisket er det blevet noget helt andet, og jeg synes virkelig ofte det er svært at være tilskuer til. 
Konkurrencen er i den grad spidset til. Bertram halser altid i både bogstavelig og overført forstand efter Rasmus med tungen ude af munden, og han sammenligner hele tiden sine egne færdigheder med Rasmus' og lider dermed ofte stort på selvtillidskontoen. Rasmus er heller ikke den af de to der bidrager til det gode forhold, for han mærker tydeligt Bertram's ånde i nakken og det er bestemt heller ikke sjovt at skulle blive overhalet på nogen som helst områder af sin lillebror. Der bliver ikke givet ved dørene mere og han har tydeligt brug for at manifestere sin position som storebror. At være den der kan tingene bedst. 

På positiv siden er naturligvis at de ofte gerne vil lege de samme lege og rent fysisk magter det samme. Fodbolden er en fællesfaktor og de bedste bormand-stunder er når de finder fælles fodslag om at spille en fodboldturnering på trampolinen i haven (spørg mig ikke hvorfor det lige skal være der). Det være sig lige indtil Rasmus har vundet lidt mere end hvad sjovt er, og Bertram spiller lillebrorkortet og kommer arrig og grædende ind i huset. Well, små skridt..... Og jeg tager alle de små positive oplevelser til mig, for der er dæleme sommetider langt imellem snapsene, når det kommer til de to. Puha! 

Men ja, imellem Bertram og Alfred (og også mellem Rasmus og Alfred) går det super. Billederne her siger jo det hele :-)

11 kommentarer:

  1. Ja, den samme dynamik er i vores hus, og ganske naturlig også. Men jeg finder bare, at det hjælper at være opmærksom på det, i stedet for at prøve at overse det eller nærmere lade som ingenting. Hvis de har brug for det kan man nemmere agere mellemmand, når man har forståelse for hver deres situation.
    Det mener jeg i hvert fald at kunne se, når jeg ser andre familier i lignende situationer.
    Gode ord! Jeg ville ønske at flere havde samme indsigt som dig; du er fantastisk med dine børn!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine søde ord! Hvor bliver jeg bare glad!!
      Jeg synes virkelig det er svært, for selvom vi/jeg sagtens kan forstå begge parter og ønsker at hjælpe og støtte dem bedst muligt, så er det enormt svært hvor meget man skal blande sig når de har en konflikt. Det bliver meget nemt til sådan noget "jamen, han sagde også..." og "Han startede..." osv. og så står man der og skal være mellemmand med begge unger stirrende på én og håbende på at man tager deres parti. Jeg prøver at mane til ro når de har en konflikt. Også når de kommer og "sladrer" om hinanden. Så siger jeg ofte "Arh, det var nok ikke så slemt ment" eller "ja, det er da også dumt, men sådan er det jo bare nogen gange" osv. Når jeg så har dem hver især på tomandshånd, så snakker jeg lidt dybere med dem og lader dem vide at jeg udemærket forstår deres frustrationer og hvordan det føles. Og så prøver jeg at få dem til at se den anden side af sagen også. Noget der jo nærmest er en umulighed midt i en tilspidset situation. Jo selv for os voksne :-)

      Slet
    2. Jamen, du har så evig ret!! Nogle dage synes man bliver fyldt af: Jeg kan godt forstå, at du føler/synes/oplever....... Især på de travle dage, kan man næsten ikke komme i bund med den ene situation, før den næste kommer.
      Det er en kæmpe opgave, men så længe man fylder sine børn med kærlighed og forståelse, og gør sig tanker om deres ve og vel(som du) er man jo næsten i mål efter min mening.
      Jeg har en veninde, som jeg næsten ikke kan holde ud at være sammen med mere, fordi hun behandler sine børn med en ligegyldighed, der gør ondt helt ind i hjertet. Derfor glæder det mig så endnu meget mere, at du laver så fint et indlæg.
      Ja, det er virkeligt svært, men det er jo fordi man IKKE er ligeglad! Og når man betragter sit held med så stor taknemmelighed som du gør, kan jeg kun glæde mig!
      Man kan sige meget om andre ved den måde de behandler deres børn på :-)
      /lisbeth

      Slet
  2. Dejligt indlæg om brødre på godt og ondt:-) Vi venter barn nr 2 til marts og der bliver lige præcis 4 år mellem Charlie og lillebror - noget mere end hvad vi havde tænkt (men den slags bestemmer man jo ikke altid selv) og forestillet os. Jeg har gjort mig mange tanker om den store aldersforskel, så det er bare så dejligt at løse dit indlæg. Charlie glæder sig virkelig meget til at blive storebror og jeg er sikker på at han ligesom Bertram vil befinde sig rigtig godt i rollen som 'den store'. Jeg håber og tror at vi ligesom jer indgår alt for meget jalousi de to imellem. Tak for at dele dine erfaringer:-) KH. Laura

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes virkelig 4 års forskel er så fint. De to skal nok få rigtig meget glæde af hinanden, ingen tvivl om det. Det er klart at der går nogle år før lillebror bliver en legekammerat, men i de første år hvor jeres Charlie rigtig kan passe på og nusse, der kommer han bare til at vokse så meget og det er så fint at være vidne til. Rigtig meget held og lykke med familieforøgelsen :-)

      Slet
  3. Kære Ulla

    Jeg bliver rørt over dit indlæg, for det er hudløst ærligt og uden "sådan gøres det rigtigt-formler" - men problematikker, som man som forældre skal forholde sig til og som der ikke er nemme - eller ensidige - løsninger på. Vi har ikke problematikken herhjemme - med en pige på 6 år og en dreng på knap 2 - men jeg kan forestille mig, at mange forældre kan nikke genkendende til og finde trøst i dine tanker. Tak fordi du deler.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anna.

      Tusind tak for dine søde søde ord!! Ja, jeg tror bestemt ikke vi er ene om at skulle forholde os til søskendejalousi problematikken, og hvor udtalt det er og hvordan man bedst takler det vil jo altid være forskelligt fra familie til familie og jo især fra barn til barn. Der hvor jeg afgjort synes den største udfordring ligger er, hvor meget skal man bagatellisere og hvor meget skal man tage alvorligt. Jeg vil jo så gerne møde og forstå mine drenge og hvad der for mig kan virke som en lille ting kan for barnet jo være enormt. På den anden side synes jeg også de skal lære, at der bare er nogle ting man må acceptere selvom de er trælse (på godt jysk) - uden at der behøver at blive gjort et stort nummer ud af det. Sådan er livet jo også nogen gange. Ja, jeg synes det er en svær balancegang og jeg er nærmest i evig tvivl om hvordan jeg kan være den bedste mor for mine drenge.

      Kh
      Ulla.

      Slet
    2. Kære Ulla

      Det med tvivlen tror jeg, at vi er mange, der kan nikke genkendende til. Vi er så bevidste og refleksive om forældrerollen og overvejer meget mere, end vores forældre gjorde. Det er på godt og ondt - og mest godt, tænker jeg.

      Kh
      Anna

      Slet
  4. Din beskrivelse af Rasmus og Bertrams forhold lyder som måden jeg vil beskrive Ida og Lauras. Sommetider ville jeg bare ønske de ville elske og værdsætte hinanden... Særligt når jeg lige har tat med vores nabo Heidi som mistede sin ene datter ud af fire... (Og sådan ved jeg godt man ikke helt kan stille det op og så alligevel...)
    Jeg fik faktisk den tanke en dag, om Ida og Laura vil være tætte søskende som voksne? Jeg håber deres forskelle bringer dem tætte med tiden. De er trods skænderier og konkurrencer søstre når det gælder. Får du ikke ind imellem fnat af at skulle være konfliktmægler?

    SvarSlet
  5. Virkelig interessant indlæg! Og dejlige billeder <3 Dynamikken i forholdet mellem søskende er utrolig spændende, synes jeg. Her er det de to yngste, der er tættest i alder, og jeg mærker tydeligt deres status som pseudotvillinger. Der er 18 mdr. imellem dem, og de har rigtig meget glæde af hinanden og er gode til at lege på samme plan. Storebror på 5 er 2 år og 2 mdr. ældre end mellemste, og han er tydeligt den store, fornuftige og dygtige, som kan synes, de to små er barnlige og irriterende. Han er dog meget mere omsorgsfuld og eftergivende over for sin yngste lillebror, som han er 3 år og 8 mdr. ældre end - det er tydeligt, at det var en supergod alder at blive storebror i! Jeg havde slet ikke tænkt på det med at konkurrere - jeg er spændt på, om de kommer til det, og om det så vil være de to små, der gør det? Hvor gamle er dine tre egentlig?

    SvarSlet
  6. Åh Ulla det var lige et indlæg til mig. Jeg føler mig nemlig også lidt sat på sidesporet af de to små og hvordan det nu bliver når lillebror kommer.
    Noah og Alba der også 2,5 år mellem dem og lillebror bliver der 3,5 år mellem Alba og ham - jeg er meget spændt på hvordan dynamikken bliver mellem de tre. Selvom Albe er en pige så har de også deres kampe og deres sammenligninger , jeg er simpelthen ved at blive vanvittig over alt det konkurrence og ret så tit ligegyldig konkurrence.
    Men mit moderhjerte kan jo godt gøre ondt over de forskellige kampe de tager sig og nederlag....hvorfor kan de ikke bare se hvor heldige de er at have hinanden og være der for hinanden i stedet for at skulle kæmpe om at være den bedste... Nå men sådan er det jo nok bare, jeg er ihvertfald rigtig glad for at have læst dit indlæg og ser frem til den kommende nye dynamik i søskendeflokken:)

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.