onsdag den 31. oktober 2012

Århus weekend


Ih, vi havde en dejlig weekend i Århus. Meget af tiden gik, som man kan se af ovenståenden collage, med frisørbesøg. Vi trængte allesammen og er nu rigtig fine og veltrimmede :-)

Mine forældres sølvbryllup var en super herlig fest hvor jeg leverede disco til dansegulvet i form af mine nye pailletbukser fra By Malene Birger. Nu når vi er ved By Malene Birger, så kunne jeg slet slet ikke få armene ned da jeg besøgte butikken i Århus. Hold nu op, hvor er det altså bare en fin kollektion hun har lavet dette efterår. I modsætning til så meget andet efterårstøj, så er der lyse dejlige farver i denne kollektion blandet sammen med sort og masser af glimmer, pailetter og bling og feminine blonder. Uhm, hvor var det lækkert! Jeg kom derfra med et par fine ting udover pailletbukserne.

Jeg fik også besøgt min favo legetøjsbutik i Århus - nemlig Askeladen, hvor jeg fik klaret julegaverne til Alfred. Er altså bare vild med de fine træsager de har derinde.

Vores besøg på Steinerskolen gik over al forventning!! De var så søde allesammen. Både læreren og børnene fra klassen samt alle pædagogerne i SFO'en. På trods af den ualmindelige kulde de danske vejrguder havde disket op med, så gik jeg fra skolen med en varme i kroppen og en glad dreng ved min side. Vi havde ellers om morgenen haft et lille sammenbrud fra Rasmus' side. Før første gang så jeg en reaktion på at vi skal flytte væk fra Tyskland til næste sommer. Heldigvis, fristes jeg næsten til at sige, for det var da mere underligt hvis han overhovedet ikke syntes det var det mindste underligt eller usikkert at skulle flytte fra alle sine venner og alt det trygge som han kender. Men ja, mandag morgen gik det ligesom op for ham at det var alvor, så der var både tårer, angst og vrede fra ham. Heldigvis var vi oppe i god tid, så der var tid til at få snakket om tingene og få trøstet. Selvom han på det kraftigste havde proklameret at han overhovedet ikke ville snakke med nogen derhenne eller sidde ved siden af nogen af de andre børn, så gik det helt gnidningsløst. Han svarede på alt hvad der blev spurgt om, kom med små smil (da han genkendte emnerne fra undervsiningen) og han var endda ude at lege fangeleg med de andre drenge i fritkvarteret uden at han gad at have sin mor med, så jeg var lettet og fortrøstningsfuld.

Sidst men ikke mindst så fik jeg set mine dejlige veninder og drengene fik leget med (og overnattet hos) deres to søde og seje veninder.

Jeg glæder mig allerede til vi om små to måneder atter er i Århus. Denne gang for at fejre jul.



fredag den 26. oktober 2012

Outfit #4


Her et par billeder fra igår. Som i ved så er jeg lige nu vågnet i et tog og indtager om lidt Århus med mine store drenge, men derfor kan I jo godt lige få et lille outfit indlæg, ikk :-)

Jakke, sweatshirt og støvler er fra Zara. Jakken og sweatshirten er fra i år og støvlerne er fra sidste år. Nederdelen er fra American Vintage og strømpebukserne fra Wolford.

(I guder det er godt jeg skal til frisør imorgen!!!).

torsdag den 25. oktober 2012

På vej på forlænget weekend....


Jeg er ved at pakke og gøre klar til forlænget weekend i Århus med mine to store drenge. Som så mange gange før, så er det nattoget vi i aften bumler afsted med, og imorgen tidlig rammer vi Danmark. Drengene er ved at revne af forventningsglæde.

Mine forældre holder sølvbryllup på lørdag, så der står den på fest og lækker mad på Varna palæet. Det er en fest uden børn, så de to lømler skal hygge sig og overnatte hos nogle af vores rigtig gode venner og deres to søde piger.

Det er som altid når vi er hjemme et tæt pakket program vi kører. Udover festen så står den på frisørbesøg til os alle tre (til trods for at jeg ikke har boet i Århus i 9 år, så er det stadig der og kun der jeg går til frisør), skønhedssalonbesøg til moi, 4 husfremvisninger, besøg på Steinerskolen, barselsbesøg, venindehygge, running sushi (som jeg har lovet Rasmus), hygge hjemme hos Mormor og Bedstefar og måske bliver der også tid til en lille biotur med drengene. Nogen der kan anbefale en god børnefilm, der går i de danske biografer lige nu?

Jeg glæder mig virkelig til fire dages hygge med mine to store og glæder mig til at fejre at det nu er 25 år siden min mor og stedfar efter mange års kæresteri smedede lænkerne sammen og flyttede ind i det hus jeg kan kalde mit barndomshjem, og hvor jeg til stadighed elsker at komme. Som nogen måske allerede med lidt hurtig hovedregning har luret, så har jeg haft min stedfar fra jeg var helt lille. Så længe jeg kan huske. Så i min verden har jeg haft min kernefamilie og selvom jeg på papiret er skilsmissebarn, så har jeg aldrig rigtig følt mig som et.

Der vil nok være lidt stille her på bloggen weekenden over, men mon ikke jeg får tid til at miniblogge lidt på Instagram :-)

Ps. Og nej, selvom vi kigger på hus og besøger skole i Århus, så aner vi stadig intet om hvor vi kommer til at bo til næste sommer, når Bo's kontrakt hernede udløber, men vi er jo nødt til at begynde at forberede og kigge lidt både i Århus og i København. Bo er kommet sig over sin skade fuldstændig og spiller igen, som om han var en vårhane på 23 år. Aarh, måske ikke helt så ung, men en fighter det er han sgu og færdig med fodbold er han bestemt ikke, min seje seje mand. Der er ikke andet at gøre end at se tiden an og forberede os så godt vi nu kan på.... tja, på det fremtiden har i kortene til os.


onsdag den 24. oktober 2012

Bits & Pieces


Her lidt bidder fra de sidste par uger, hvor efteråret har vist sig fra sin smukkeste side med lune temperaturer, solstråler og smukke farver.

1. Drenge klar til fodboldkamp.
2. Minestrone forberedelser.
3. Stoflapper til nye projekter.
4. Morgensol.
5. Ristede græskarkerner.
6. Årets Mr. Pumpkin.
7. Smukke efterårsdrenge.
8. Idyl.
9. Farmands pandekager.
10. Bertram og smukke Silke.
11. Besøg af min dejlige veninde og hendes søde familie.
12. Alfie plukker blomster til mor.
13+14. Boldglade drenge.
15. Nye über lækre sko.
16. Mr. Pumpkin har fået selskab.

tirsdag den 23. oktober 2012

Fra sommermad til efterårsmad

Selvom vi lige har haft 4-5 fantastiske dage med over 20 grader, så er det nu ved at være officielt. Sommeren er slut og den lette sommermad på terrassen er byttet ud med kål, supper og gryderetter under glødelampens skær. 
Mit største julegaveønske i år er en dagslys fotolampe, for hvor ser mad bare meget mere appetitlig ud i naturligt lys. De indendørs aftenbilleder kræver en del efterbehandling, og så ser det alligevel ikke helt lækkert ud.

1. Hovedsalat med mormordressing (citron, fløde og sukker).
2. Roastbeef med sidedish af stegt squash og bacon.
3. Den for mig meget sjældent indtaget hvide pasta. Her med spinat, hvidløg, bacon, pocheret æg og parmesan. Dertil spidskålssalat med sesamdressing.
4. Sommertallerken med kylling, hjemmelavede pomme duchesse, salat, hjemmelavede salt agurker, chilichutney og majs.
5. Perlerug med ristede pinjekerner, gulerod, basilikum og marinade af olivenolie og hvid balsamico.
6. Savoykålssalat med appelsin og dressing af sesamolie, soya, balsamico, citronsaft,  honning, salt, peber og sesam.
7. Bolognese på strimlet rå squash vendt i olivenolie, citronsaft, salt og peber. Toppet med smørstegte porrer.
8. Jordskokkesuppe med ristet kammusling, jordskokkechips, æbletern og bacon.
9. Gode pølser med hjemmelavede fritter og smørstegt savoykål.

fredag den 19. oktober 2012

Så er der igen lagt nyt på Etsy shoppen

Jeg sad til sent igår og lagde en helt masse stof på Etsy shoppen, så sving fordi hvis du lige står og mangler :-)

onsdag den 17. oktober 2012

Min blog fylder 4 år idag. Tid til status!

Happy birthday me!!........ eller happy birthday blog!!
Idag er det lige præcis 4 år siden jeg slog dørene op og bød indenfor herpå bloggen. Blogland var ikke så stort dengang og jeg husker tydeligt da jeg efter nogle måneder rundede 100 læsere! Det syntes jeg var helt vildt og tænk - nu har jeg 1500!! Jeg synes det er ret vildt, og jeg er SÅ uendelig glad for hver og en af mine søde læsere.
Mange af jer har fulgt mig i lang tid og vi kender på en eller anden måde hinanden uden overhovedet at gøre det. Underfundigt, rart og trygt.
Der kommer nye læsere til hele tiden og jeg vil gerne byde jer alle sammen hjerteligt velkommen.

Bloggen er mit lille personlige univers. Det er en flig af mit liv og selvom det langt fra er alt der bliver vist og skrevet om her, så synes jeg alligevel, når jeg sådan kigger tilbage, at I har været med, når der er sket store ting i vores liv.

På nogle områder har bloggen ændret sig en del og på andre områder er den meget den samme.
Det der overordnet set nok har betegnet min blog mest er ordet "retro", og selvom jeg stadig er overordentlig glad for flower power, vintage, loppefund og brune og orange farver, så kan jeg godt mærke at der langsomt også er blevet plads til andre og måske mere rolige stilarter her på bloggen.
Ændringerne er helt ok, hvis I spørger mig, for i min verden er det jo ikke ændringer jeg har tænkt over, men ændringer der blot er sket i takt med at jeg også forandreer mig, vokser og bliver ældre.
Jeg indrømmer at der efterhånden er lidt langt imellem kreaindlæggene (hvilket måske i virkeligheden er grunden til at mange af jer begyndte at læse med), men jeg lover at jeg stadig har masser af idéer til ting der skal syes, males og kreeres. Problemet ligger i at der kan være ret langt fra tanke til handling nogen gange og tid til de tre lysende stjerner er jo altså det der kommer forud for alt andet!

Jeg elsker stadig at blogge og tanken om at skulle stoppe har overhovedet ikke strejfet mig. Jeg blogger næsten hver dag og tro det eller ej, men faktisk så har jeg flere blogindlæg i mit hoved end der overhovedet når at finde vej til bloggen. Jeg har med andre ord aldrig følelsen af at skulle fremtvinge et eller andet indlæg, fordi nu må jeg hellere få blogget idag, og det er virkelig en dejlig følelse. At blogge af ren og skær lyst og formidlingstrang.

Når jeg nu selv sidder og gør status, så synes jeg det er meget nærliggende også at spørge jer om I kan mærke nogle ændringer og om det er til det bedre eller dårligere? Er der noget i savner her på bloggen, noget I gerne vil have mere af/mindre af?
Selvom bloggen er min og jeg naturligvis altid vil være tro mod mig selv, så kan det jo være at der er nogle af de blogindlæg, som aldrig når til bloggen, som i virkeligheden burde gøre det og byttes ud med noget andet?
Kom endelig med både ris og ros. Jeg kan ta' det! ;o)

Sådan en 4-års fødselsdag den råber da også lidt på en giveaway, gør den ikke? Jeg sidder i hvert fald og sysler på en lille ting ved symaskinen. En farverig sag der skal udloves herpå bloggen. Det bliver dog ikke idag, eller imorgen eller dagen efter den. Ok, det bliver ikke i denne uge, for vi får besøg fra Danmark på fredag, så i weekenden skal der hygges med dejlige venner, og så må symaskinen altså lige vente lidt.


Dette var det allerførste billede jeg postede på bloggen. En lille Birdie der dengang havde præcis samme alder som Alfie har nu, og en mor med en anelse færre rynker! Hvorfor skal det gå så forbandet hurtigt lige pludselig med den der slaphed? Nå, nevermind - til gengæld så er jeg klogere!




tirsdag den 16. oktober 2012

Her bor Alfred





Jeg har ikke vist Alfred's værelse frem siden jeg viste hans pusleplads frem for mere end to år siden endnu da han stadig lå inde i min mave. Alfred's værelse fungerer også som walk-in closet for Bo og Rasmus, så han har fået en del møbler proppet ind på sit lille værelse. 
Nu bruger han det jo også kun til at sove i, så han stiller ikke så store krav endnu.

Puslepladsen har han endnu, og faktisk er han et barn der gerne vil skiftes og ligge og hygge der på puslebordet imens han bliver pruttet under fødderne og får sunget en lille sang.
Han kommer altid selv og siger når han har lavet i bleen. "Mor, jeg har lavet lort", siger han ligeså fint, og så vil han skiftes right away! Det har han gjort siden han var under 18 mdr. gammel (den gang hed sætningen dog kort og godt bare "Lort"!), hvilket er en helt anden verden end den jeg var vandt til med hans to storebrødre, hvor man først skulle opdage stanken og sidenhen først prøve at lokke barnet med ind til puslebordet, hvilket ofte resulterede i en flugt igennem huset, så stanken rigtig kunne bredde sig. Når det ikke lykkedes med snedige metoder at få barnet til at samarbejde, så var sidste mulighed at have et skrigende barn uroligt liggende på puslebordet hvor man hurtigere en lynet (imens man legede kikkebøh og 1000 andre afledningslege) forsøgte at vaske bæ af ungen, hvilket ofte måtte ende med både bad til dreng og mor/far. Tak, Alfred fordi de dage er forbi!

Nåmen, her er hans værelse, som udover puslepladsen og møbler til over halvdelen af familiens tøj samt børneudklædningstøj har et lille boghjørne og en hyggelig sovekrog, som Alfred elsker. 
Egentlig ville jeg gerne have at han stadig sov inde hos os, og har ved flere lejligheder (efter han for et års tid siden flyttede ud) haft hans seng rykket ind ved siden af dobbelsengen, så han kun var en armsrækning fra sin mor, for blot at konstatere at han slet ikke sover så godt inde hos os, som han gør inde hos sig selv. Han vågner simpelthen enten når vi går i seng eller når de store drenge i løbet af natten eller meget tidligt om morgenen kommer krybende ind i smørhullet (eller når farmand snorker eller i allergiperioden om foråret pudser næse en million gange!).
Nu ligger han altså så der i hans gule seng i værelset ved siden af os og med døren på klem, og så har han ro til til at sove længe, hvilket han gerne praktiserer.
Jeg må se om jeg kan få sneget ham ind til os, når vi flytter hjem til Danmark næste sommer. Sådan et stort nyt hus og nyt værelse, det går da slet ikke (muhahaha!)!.