Urte frikadeller med æble og kokosmælk

Som så mange gange før så eksperimenterede jeg igår med frikadellefarsen, og denne gang kom der altså i al beskedenhed et så godt resultat ud af det, at jeg er nødt til at dele ud af opskriften.
Denne portion rækker til en familie på 4-5 pers., og så er der også nok til madpakken dagen efter.

700 gram hakket svinekød
2-3 fintsnittede forårsløg
Et halvt fintrevet æble
Et lille bundt hakket frisk basilikum
4 blade frisk salvie - hakket
Knap en spsk. loppefrøskaller/psyllium (Enten den der hedder HUSK fra Matas el. helsekostbutikken eller også har Urtekram også en version - mine er af mærket Golden Peanut)
En halv dl. kokosmælk
1 æg
2 tsk. salt
Friskkværnet peber

Bland det hele sammen i køkkenmaskine eller ved håndkraft og steg på panden i oliveolie el. kokosolie.

Jeg serverede dem med broccolisalat og gulerodssauce til. Drengene fik tilmed fuldkornspastaskruer til.

Vandmelon lemonade

I forgårs kom vores søde 65-årige italienske gartner/altmuligmand/huspasser (læs: fuldstændig-uundværlig-hvad-skulle-vi-gøre-uden-dig-mand) forbi med en kæmpe stor halv vandmelon til os. Det er i øvrigt virkelig ofte han lige kommer forbi med en kage, nogle jordbær, en pose tomater fra hans have eller en flaske Asti fordi det syntes han lige vi skulle have. Så byder vi på et glas og får nogle sjove historier (og ser billeder) fra hans 70'er ungdom i Norditalien, hvor han var langhåret og kørte på motorcykel.
Han er uden tvivl det mest hjertelige, uselviske, ydmyge og positive menneske jeg har mødt, og jeg mener virkelig at jeg ikke aner hvad vi skulle gøre uden ham!
Når jeg er alene med ungerne, så kommer han forbi flere gange dagligt og spørger om der er noget jeg skal have hjælp til. Ofte er jeg ikke så god til at bede om den hjælp jeg måske egentlig nok kunne bruge, så jeg takker for det meste nej.
Således udspillede der sig det igår formiddags, at jeg med med alle tre unger tog på grønnemarkedet og i øko købmanden og fik købt lige rigetligt til hvad der kunne være under klapvognen og i min medbragte Fjällräven rygsæk og dermed slæbte mig hjemad med de tynde stropper (det er virkelig ikke en god rygsæk, når der er læs på!) borende sig ned i mine bare skuldre, og da vi er halvvejs hjemme, hvem kommer så kørenede forbi på sin cykel? Min redningsmand Michelangelo. Som så mange gange før formår han lige præcis at dukke op, når man har allermest brug for en stærk mand.
Selvfølgelig var det første han venligt sagde, hvorfor jeg dog ikke havde ringet til ham, når jeg nu skulle købe så mange tunge ting ind, og jeg skulle endelig bare ringe, hvis der var det mindste, og hans mobiltelefon lå jo lige der i lommen. Fucking flink! Virkelig!

Nå, men det var den der halve vandmelon jeg kom fra. Efter at have lavet vandmelonkugler til ungerne, stod jeg stadig tilbage med virkelig meget vandmelon, og da den var for stor til at kunne passe ind i køleskabet, og den nok ville blive temmelig klam af at ligge på køkkenbordet, når temperaturen udenfor viste 35 grader, så besluttede jeg mig for at drøne resterne igennem min saftpresser sammen med citrusfrugter befriet for skal.
Jeg lavede to udgaver; en med citron- og limesaft og en med rød grapesaft, og begge lemonader blev helt vild lækre og forfriskende!

Jeg miniblogger et andet sted

Der er stille her på bloggen i disse dage. Vi har været på forlystelsesparkferie i Sydtyskland og på miniferie i København og med mig har jeg haft min lille hvide iBuddy. Jeg miniblogger på livet løs på Instagram under navnet Frausvensson.

Nu er vi hjemme igen og sammen med drengene nyder jeg det fantastiske vejr. Bo træner meget og spiller træningskampe her og der; senest i Frankrig. Imorgen tager han på træningslejr i 9 dage og er endda væk på min fødselsdag. Snøft! Heldigvis kommer mine forældre og hygger med os på lørdag og en uge frem. 

Pyha for det, for jeg er godt nok de sidste par dage blevet mindet om, hvor hårdt det er at være alene med tre unger. Vi har været ualmindelige priviligerede med vores au pair (som nu er stoppet), og hendes hjælp i det daglige har haft stor betydning for det overskud man måske ofte ser her på bloggen. 

Hun nåede at blive så glad for Mainz, at hun faktisk har søgt ind på Uni hernede, så vil I ikke lige hjælpe mig med at krydse fingre for at hun kommer ind? Så kommer hun nemlig tilbage og bor hos os ;o)

Altså bare sådan en ting som at tage på hospitalet med Bertram bliver en umulighed, når det kun er mig alene. Alle vores venner er på ferie, institutionen og skolen holder sommerferie, så der er vitterligt ingen hjælp at hente nogle steder.

Egentlig skulle vi have været på hospitalet igår, for at få armen røntgenfotograferet og sandsynligvis have skruerne ud og gipsen af, men jeg var nødt til at aflyse, da jeg jo ikke kan sidde der med to søskende imens de uden bedøvelse hiver skruerne/sømmene ud af armen på Bertram. I sådan en situation har han brug for mor for fuld styrke. 

Nu er tiden ændret til på mandag, og egentlig gør det ikke mig noget at den arm lige får et par dage mere til at vokse sammen i. Man tænker jo på hvordan i alverden sådan en helt igennem knækket knogle kan vokse sammen på 3 uger?? Aarh, den køber man ikke helt vel ;o)

Nå, jeg vil ud i det gode vejr, og det vil I sikkert også. God dag :-)

Nåmen, jeg fik jo købt mig et telt...

Tre dage inden Bertram brækkede armen købte jeg mit første telt til storedrengenes og min forestående telttur. Et Otwell Nevada M. Yes, jeg lyttede til alle jer der anbefalede Outwell. Det er et 5 personers telt med ståhøjde og jeg synes det ser så niiiice ud!

Nå, men så var det jo at den der arm brækkede, og kan man overhovedet tage på telttur med en arm i gips? Ifølge planen skulle vi afsted 30. juli - altså små 4 uger efter gået-i-stykker-arm, så der er jo en chance for at gipsen er væk til den tid, meeeen...... kan godt nok ikke lige forestille mig at Bertram til den tid kan cykle ture i bjergene, bade i det nærliggende friluftsbad, lege på legeplads og spille minigolf.
Nå, nu må vi se. Hvis fremskridtene fortsætter med at være ligeså store, som de har været her de første 9 dage (hvor knægten leger alt for vildt til moderens nerver), så er vi måske klar til at indvie teltet om 17 dage.


Billederne er lånt her.

Jordbærbrus

Tusind tusind tak for alle de medfølende, kærlige og betænksomme kommentarer jeg har fået på mit forrige indlæg!! Jeg elsker altså bare det her sisterhood vi har kørende herinde - selvom vi jo slet ikke sådan rigtigt i virkeligheden kender hinanden.
Jeg er så taknemmelig og glad.

Bertram har det godt igen. Han er simpelthen bare super sej. Jeg er fuldstændig imponeret over så gode børn er til at omstille sig til en ny situation.
Selvom han er temmelig begrænset i sine fysiske udfoldelser, så har han ikke én gang beklaget sig over ikke at kunne bruge højre arm og selvmedlidenhed er åbenbart ikke en følelse børn kender til.
Det kunne vi voksne måske godt lære lidt af. Vi er fra naturens side tilsyneladende allesammen født som B.S. Christiansen, så måske vi skulle prøve at bevæge os tilbage til det udgangspunkt.

Vi skal til tjek på hospitalet hver anden/tredje dag for at få renset operationssåret, skiftet forbindingen omkring gipsskinnen og en gang ugentligt få røntgenfotograferet armen, for at se om den vokser rigtigt sammen.
I lørdags hvor vi for første gang skulle derop græd Bertram hele vejen derhen i bilen, og da vi kørte ind på hospitalets område, sagde han at han ikke kunne li' at være der, og at han ville hjem.
Han blev ved med at spørge mig om det gjorde ondt, når de skulle røre ved hans arm, og det kunne jeg jo ikke love ham, at det ikke ville gøre.
Det gjorde det nemlig dagen efter operationen, men selvfølgelig bliver det mindre og mindre smertefuldt for hver gang, men om det lige var nu det var stoppet med at gøre ondt, kunne jeg jo ikke vide.

Da sygeplejersken gik igang med at tage forbindingen af afledte Bo med lidt Bamse og Kylling på sin Iphone, og i stedet for at blive konfronteret med de to søm stikkende ud af sit håndled, så grinte Bertram af Kylling der pruttede og Bamse der holdt sig for næsen. Vupti, så var det hele overstået helt uden smerter, og hospitalsskrækken er nu væk.

Herhjemme bliver der forkælet med lidt sommerferieoverskud. Juicepresseren har været i sving, og der er blevet lavet hjemmelavet rød sodavand. En rigtig treat, synes ungerne og helt uden sukker, farve og tilsætning. Win win.

Den dag mit barn gik i stykker

Når man har sat tre drenge i verden, så måtte dagen jo komme. Og den dag blev så i forgårs.
Det startede dejligt ud med en tur i friluftsbadet på en meget varm sommerdag men endte med en brækket arm.

I friluftsbadet er der en legeplads, og på legepladsen er der et klatrestativ med sådan en af de dersens abegange, hvor man svinger sig fra ring til ring skiftevis med den ene og den anden arm. Og det var netop i sådan et at Bertram på det højeste punkt (of course!) mistede grebet og faldt 2 meter ned med ryggen først og tog fra med armen.
Bo stod en meter derfra og jeg hørte skriget fra picniktæppet. Bo viftede mig meget fabrilsk hen og da vidste jeg at den var gal. "Han har brækket armen", sagde Bo, og det var der overhovedet heller ingen tvivl om at han havde.
Man skal som (høne)mor tage sig utroligt meget sammen, for ikke at gå helt i panik, når man holder sit barns arm sammen, så den ikke hænger og dingler!! Ja, som i - knogler brækket helt over og arm kun holdt sammen af KØD!! Jeg glemmer det ALDRIG!

Hen på tæppet med ham, hvor der straks var samaritter/livreddere på pletten til at yde førstehjælp med skinne, ispose og forbinding. Ambulancen var på vej.

Min stakkels lille Birdie var virkelig chokeret og bange for hvad der skulle ske. I ambulancen forsøgte en læge at lægge drop i hans lille hånd, men uden held. Det gjorde frygtelig ondt på ham, hvilket resulterede i at han senere gik helt i panik, da han skulle have lagt drop i armen. Stakkel!

I ambulancen fik Bertram en bamse, som med det samme blev hans trofaste ven, der skulle med overalt. En virkelig sød lille ting, som betyder rigtig meget for et barn i den situation. Alle lægerne tog også bamsen helt alvorligt og den blev hele tiden undersøgt og behandlet sammen med Bertram. Rigtig fint!

Nå, dommen efter røntgen var som ventet; begge knogler i underarmen brækket helt over nede ved håndleddet. Derfor var en operation nødvendig for at få sat knoglerne sammen igen med skruer.
Vi måtte vente til kl. 21 før han kunne blive opereret, da man skal have været fastende i 5-6 timer, før man må komme i narkose.

Bertram græd rigtig meget på hospitalet. Både over smerter i armen, men også af angst for at være der. Han blev ved med at sige: "Jeg vil hjem", "Hvornår kan vi tage hjem"?, og han blev meget ulykkelig, da vi sagde at han vi var nødt til at blive her i hvert fald til dagen efter, fordi at lægerne jo først skulle reparere armen. Åh, hvor var det hårdt som mor, at ens lille dreng var så ked og bange og havde smerter.

Operationen gik godt, men hele oplevelsen og narkosen tog rigtig hårdt på min lille mus. Vi havde en meget urolig nat, hvor han flere gange måtte have noget for smerterne, og hvor han vågnede fordi hans lille mave skreg på mad. "Du kan ikke høre at min mave skriger, Mor. Det er kun mig der kan det", som han sagde.

Dagen efter var han træt, havde lidt feber og var meget drænet, men ellers var han ved godt mod. Han havde mange spørgsmål og tanker.
"Mor, har jeg fået en helt ny arm"?, "Mor, det er jo den her arm jeg bruger til at tegne med. Nu kan jeg jo ikke tegne mere", "Mor, kan man også brække benet"?, "Mor, kan man også brække hovedet"?, "Mor, kan man også brække maven"? "Mor, skal jeg have det her på for altid"?

Jeg svarede på alle spørsgmålene og forsikrede ham om at man heldigvis godt kunne lege og spise is med én hånd, så det hele skulle nok gå!

Senere på dagen skulle gipsen skiftes til en bedre og mere let kunststof gips, og da var det at Bertram så de to skruer der stikker ud af hans håndled. Selvom jeg havde fortalt ham om dem, så havde han nok slet ikke kunnet forestille sig det, for han blev meget meget forskrækket!

De to tværgående skruer i den ene knogle skal tages ud efter 3-6 uger alt afhængig af hvor godt det heler, og den lange skrue i den anden knogle skal sidde 3-4 måneder.
Forhåbentlig bliver det sådan at han kan få gipsen af, når de to små skruer tages ud, og allerede der kan han begynde at bruge sin arm igen.
Lige nu er det svært at forestille sig, men lægerne forsikrede os om at børn heler utroligt godt og utroligt hurtigt, og den arm bliver så god som ny.

Vi fik lov til at tage hjem igår eftermiddags, selvom lægerne anbefaler at man bliver to dage efter en operation. De kunne dog mærke på ham at han var meget påvirket af at være der, og så gerne ville hjem, at de tænkte at han ville have bedre at at komme hjem i sine vante omgivelser.
Vi tager den helt med ro med armen opad og tegnefilm på DVD'en, imens vi langsomt vænner os til hverdagen med kun en fungerende arm.

Kan stadig ikke helt begribe at mit barn gik i stykker!!

Mit retro campingudstyr

Imens jeg stadig er igang med at overveje hvilket telt jeg skal købe, så går jeg også og finder ud af hvor meget campingudstyr jeg egentlig allerede er i besiddelse af. Sådan går det jo når man har en forkærlighed for 70'er lopper.
Så rager man en helt masse farverigt og blomstret lort til sig, og lige pludselig en dag, så får man sgu brug for det ;o)

Måske vi alligevel ikke skal sidde på vattæpper udelukkende. Når man har sådan et lille fint børne campingbord, to børnecampingstole og en blomstret voksen campingstol, så skylder man næsten de fine sager at tage dem med, ikk.
Og ja, derfor kunne jeg selvfølgelig ikke lade endnu en børne campingstol blive på loppemarkedet i søndags, vel. Nu har alle tre unger én til i fremtiden, når vi alle sammen skal afsted.

Se også lige den frække smølfe sovepose! Det bliver en knald skøn retro campingtur vi skal på!

Need a haircut?

Ja, det kan man vist roligt sige at Bertram gjorde. Derfor kom Mor i sving med saksen. Ja, lige det er det ikke, og det var det heller ikke da det var langt, for det var også mig der klippede det sidst, men dejligt at vi igen kan se Bertrams smukke øjne.

En lille smule nyt i Etsy shoppen

Klik her hvis du er fristet.

Gårsdagens loppefund.

Var på loppemarked igår med min lille loppe buddy Rasmus (behøver jeg at sige, at jeg er helt i hopla over at min søn elsker at gå på loppemarked!!).
Fik med mig hjem en helt masse lækkerier. Blandt andet en lille campingstol til Alfred. Har allerede to til de andre drenge, sammen med en masse andre retro camping gear jeg har samlet i tidens løb (indlæg coming up).
Se lige det fine mintblå træ klaver! Det er uden tvivl et af mine bedste loppefund til dato. Der følger et lille "node" hæfte med, så drengene ved hjælp af de farvede tangenter kan spille små stykker. Så fint!