onsdag den 19. december 2012

Paris #3 - City tour og Sacre Coeur

De små ben var godt trætte efter vores meget gåen rundt lørdag, så det var rigtig godt at jeg havde bestilt en formiddags city tour til at starte søndagen på i ro og mag (og varme) i en minibus, som hentede og bragte til og fra hotellet. Meget bekvemt og med den super søde og meget vidende guide Laurent. Turen varede to timer, hvilket jo ikke er nok til sådan at komme i dybden med tingene, men det var en rigtig god måde at få set byen på og få en fornemmelse af hvordan den hænger sammen og hvor de forskellige seværdigheder ligger henne. Det ville faktisk have været optimalt som en start på weekenden, for der var en del info jeg godt kunne have brugt. F.eks. at man altid kan se på gadeskiltene i hvilket arrondissement man befinder sig. Det er ret smart, hvis man står og ikke helt ved hvor man er eller bare er nysgerrig efter hvornår man bevæger sig fra det til det andet arrondissement.

Men altså - jeg kan varmt anbefale en sådan rigtig turistet tur og fordi turen lå om formiddagen var der ikke så meget trafik, hvilket for det første betød at vi kom hurtigt fra A til B og for det andet at det blev til nogle fine billeder uden alt for mange busser og biler der blokerede de fine udsigter og mange smukke symmetriske perspektiver der er i byen.


Efter turen hvor vi bl.a fik set Concorde pladsen (i dagslys), Champs Élysées, Les Invalides og smukke Notre Dame endte vi tilbage på hotellet. Rasmus var i super humør og havde virkelig nydt den magelige tur. Efter lørdagens strabadser havde jeg egentlig skubbet tanken om en gåtur op til Sacre Coeur ud af hovedet, men efter vi havde spist en udsøgt frokost på Brasserie Haussmann var han totalt frisk på at gå op til den flotte kirke, som vi havde skuet op imod hver gang vi var gået fra hotellet og hen imod metroen forbi Rue Lafitte. 


Gåturen fra Boulevard Haussmann til Sacre Coeur er ca. 1,5 km. lang og det er jo ingenting for sådan nogle unge friske ben som vores. Det går opad og turen er meget fin og hyggelig og det er sjovt at bevæge sig fra det mondæne operakvarter og så ind i det mere spraglede Montmartre. 


Det er mit første besøg ved den smukke knejsende kirke og jeg var totalt imponeret! Det var søndag så der var gudstjeneste og det var simpelthen så fint og magisk. Rasmus syntes dog det var lidt kedeligt indvendigt og ville gerne udenfor igen, hvor gademusikanter, gøjlere og det fine julemarked sørgede for liv og god stemning. 
Vi røg da også lige luks i krejlerfælden, da to flinke mænd fra afrika da lige ville vise os hvor hurtigt de kunne flette et armbånd rundt om vores håndled. Rasmus stak altså armen frem før jeg kunne nå at sige stop, og så stod de ellers og flettede, snoede og gjorde ved imens de spurgte om Rasmus kunne lide fodbold og hvem han bedst kunne lide - Ronaldo eller Messi. Ja, altså Rasmus var imponeret og meget glad for sit armbånd i de sydafkrikanske farver, så hvad betyder 20 euro for to armbånd! 


Apropos fodbold, så se tjek lige en gadegøjler der stod deroppe! Ham der han var hele den lange gåtur værd for Rasmus og turen til Sacre Couer vandt dermed weekendens guldmedalje. Han var altså også go'!! Og vi huskede at putte penge i hatten!


Det blæste og var koldt deroppe på toppen af byen, så vi lunede og på varm kakao og glögg....og på julemandens tykke mavse. Rasmus fik lokket verdens længste skumfidus ud af sin mor og så var energien til nedstigningen da i hus. Jeg blev så glad da han halvvejs igennem stoppede ved en skraldespand og spurgte om jeg ville have resten. Ellers tak, og så røg den altså ud. Thanks god at min dreng har en sukkergrænse. Jaaaaa, og det er der jo ellers mange tunger der vil påstå de netop ikke har, når de vokser op i et ondt hjem med streng sukkerpolitik ;-)


Da vi kom ned igen havde vi lige en time inden vi blev hentet af taxaen og skulle mod banegården. Det blev en hurtig besluting om et besøg i Gallerie Lafayette et stenkast fra vores hotel. Det blev så også et meget hurtigt besøg kan jeg afsløre. Magasin i juletid gange hundrede. Nej tak! Efter at have kigget på det store glimmerjuletræ i midten og vi var på vej ned igen, blev jeg nærmest skubbet lige ind i American Apparel afdeligen, og så var jeg jo nærmest nødt til at købe lidt. Ahem :-)


Dette blev sidste beretning fra Paris i dette år. Shoppeindlægget følger i 2013.
Om et par timer sidder vi i bilen på vej mod juleferie i Danmark. Vi laver et stop i Hamburg og kører så videre derfra imorgen. Uh, glæder mig så meget til dejlig ferie i familie og venners gode selskab. 
Julefreden var ellers lige ved at være på spil og ende ligesom sidste år. Bo fik nemlig en rygskade i slutningen af årets sidste kamp igår. Idag er han blevet røntgenfotograferet og det er heldigvis ikke noget alvorligt!! Ikke noget et par ugers pause ikke kan klare. Pyyyh!! 



 


5 kommentarer:

  1. Skøn lille triologi. Tak fordi vi måtte læse med... Jeg må simpelthen til Paris snart (igen). Den by er fantastisk... Det kilder helt i maven ved tanken om en tur...
    God juleferie i DK. Vi håber på sne...
    Kh Eline

    SvarSlet
  2. Mon Dieu! Må snart til Paris. Sikke nogle smukke billeder, du har tager. Det imponerer mig hver gang!

    Og så griner jeg lidt af den der med, at hvis man beskytter sine børn fra sukker derhjemme, går de jo helt amok, når de er ude, og der er sukker. Det er lidt noget møg. For børn, der vokser op i ikke-ryger hjem må jo så nødvendigvis blive storrygere. Muhahaha... hvem finder på sådan noget?

    SvarSlet
  3. Det ser ud I har haft en helt fantastisk tur! Og jeg synes det er så fint, at du har givet ham den oplevelse med - bare mor og søn :)
    Jeg så godt i Nyhederne at din mand kom til skade i kampen og det så da også slemt ud, da han lå der på banen... Mener de sagde at hans lænd havde låst sig eller sådan noget og jeg tænkte at bestemt ikke lød godt! Men det er dejligt at høre, at det ikke er så alvorligt :) Specielt når I skal køre hele vejen til Danmark til Jul :)

    SvarSlet
  4. Dejlige fotos, der giver selv mig lyst til at komme tilbage til Paris. En lyst der ellers har været godt og grundigt helt væk ovenpå nogle ikke særlige gode erfaringer for langt tid siden.

    Tænker på, hvad du har af kamera og objektiv - rigtig gode fotos?

    Må hellere være på forkant og ønske dig og familien en rigtig Glædelig Jul!

    SvarSlet
  5. Que c'est drôle de voir Paris à travers les yeux d'étrangers ! Merci pour ces jolies photos, j'espère que ce séjour vous a plu...

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.