mandag den 17. december 2012

Paris #2 - Eiffel, Louvre og Paris by night

                                   

 Lørdagen i Paris startede tidligt ud. Jeg er velsignet med en søn der vågner tidligt, os så kan man jo få en masse ud af dagen! Vi havde både været i bad og spist morgenmad og var ude af hotellet da klokken den var 9.15, og bortset fra at vejret viste sig fra sin allermest grå side, så er det faktisk ret hyggeligt at bevæge sig rundt i gaderne så tidligt og langsomt mærke hvordan byen vågner.
Vi skulle ned på et lille turistbureau og hente de Paris citypas som jeg havde købt hjemmefra. Jeg var godt klar over at det rent økonomisk ikke helt ville kunne svare sig med de citypas, da vi ikke ville kunne nå så mange musseer at det ville tjene sig ind, men jeg havde købt dem ene og alene for at spare lang ventetid i billetkøerne ved Eiffeltårnet og Louvre og så var det altså også meget rart med en todages billet til metroen, da det var den vi brugte til at komme rundt med. 
Lang næse fik vi dog, da jeg på kontoret fandt ud af at det eneste monument/musseum/attraktion passene ikke gav adgang til var Eiffeltårnet. Fedt at de så har Eiffeltårnet afbilledet på både passet og deres hjemmeside. Nå ja, jeg kan jo bare lære at læse det med småt. 
Jeg undlod at brokke mig og vise min frustration over at vi nu nok kom til at stå i kø i noget tid i kulden. Man må jo stramme sig lidt an når man har sønnike med og gerne vil være et godt forbillede og egentlig skulle der også mere til at slå mig ud, for Rasmus var bare så sød og spændt på at opleve byen og det hele og sådan en begejstring smitter jo af.


Eiffeltårnet havde jeg også glædet mig til. Selvom dette var min tredje tur til Paris, så havde jeg nemlig aldrig været helt tæt på det. Jeg havde kun set det på afstand, hvilket man jo ikke rigtigt kan undgå, når man bevæger sig rundt i byen.
Jeg må dog sige at der er noget ret imponerende ved at se det sådan helt tæt på. Et af verdens mest kendte vartegn. Rasmus var også helt vild og virkelig overvældet over hvor stort det var i virkeligheden. Det har børn jo ikke rigtigt nogen fornemmelse af, og det viste sig da også at det med de citypass var helt ligegyldigt, for ville knægten op i det? Ikke på vilkår! Jeg havde eller forberedt ham på at vi skulle tage trapperne op, og den var han helt med på. Lige indtil han så at der jo var HULLER i tårnet! Han var sikker på at man kunne falde ned og selvom jeg viste ham at der jo var hegn omkring trappen, så var der ikke noget at gøre. Helt ok for mig. Havde der været helt blå himmel og høj sol så havde jeg nok ærgret mig lidt, men altså - det kan man jo håbe på der er næste gang vi er der. Det er jo nok ikke sidste gang man er kommet der forbi. En oplevelse var det bestemt alligevel at stå helt henne under det.


Efter Eiffeltårnet tog vi ud til Katakomberne. Jeg havde vist Rasmus billeder af det på nettet for at få en fornemmelse af om det var noget for ham. Han syntes det så mega sejt ud og ville vildt gerne se det. Desværre fik vi dagens anden lange næse og nok egentlig den største skuffelse for Rasmus, da vi så følgende seddel på indgangsdøren.

Rigtig ærgerligt, men igen - vi skal nok få chancen en anden gang (har allerede en forårstur i hovedet).  Egentlig havde jeg besluttet mig for at shopping ikke skulle fylde så meget på denne tur. Da jeg sad fredag aften på hotellet og mere præcist planlagde vores tid kunne jeg godt se at der ikke rigtigt ville blive tid til det store shoppeshow, og helt ærligt så var det jo også helt og holdent mit behov og ikke Rasmus' og det ville ikke være sjovt for nogle af os. Nu hvor Katakomberne var lukkede prioriterede jeg dog en lille smuttur til Marais. Ikke så meget for at shoppe men mest for at opleve kvarteret og heldigvis kan Rasmus også godt lide bare at gå rundt og kigge og betragte. Dog lå det ikke helt omme i baghovedet at en af Paris' fire Isabel Marant butikker lå på 47 Rue de Saintonge. Det lå nok nærmere helt foran i pandelappen og dunkede, og when in France..... Ja, så det blev til et lille smut derind og i en enkelt anden tøjbutik, men mere om det i et andet indlæg.



Ellers var der rigeligt at snuse ind og vi fik os også en frokost og en lille varm chokolade inden turen gik videre mod Louvre.


Jeg har været der en gang før for mange år siden og det grandiøse musseum er bare stadig helt og aldeles imponerende! Rasmus kunne heller ikke rigtigt forstå at hele denne kolossale bygning altså husede malerier, skulpturer, kunst og samlinger i alverdens afskygninger.
Vi fik selvfølgelig set Mona Lisa, og selvom Rasmus synes hun var lidt lille, så var han svært imponeret. Måske nok også pga. den store menneskemængde der stod og beundrede hende og klikkede løs med Ipads, Iphones og kameraer. Man kommer altså sådan lidt til at tænke Kejserens nye klæder. I'm sorry to say, men i min optik så er der så uendeligt mange andre malerier og fresker der bjergtager mig mere end det da ellers fine lille lumske smil.
Efter at have bevæget os lidt rundt i den italienske fløj, så tog vi turen ned i kælderen for at se den egyptiske udstilling som bl.a. huser smukke sakofager i massevis samt en vaskeægtig mumie, som lige var noget for drengen.


Efter Louvre tog vi en slentretur ned at Rue de Honoré hvor modebutikkerne ligger side om side. Dog uden at gå ind i en eneste af dem. Vi endte nede ved Madeline Kirken hvor det kendte konditori Ladurée ligger på 16 Rue Royal. Der fik vi gaven til farmand i hus - og købte selvfølgelig også lidt til øjeblikkelig indtagelse. 


På dette tidspunkt af dagen havde Rasmus nået til det punkt hvor han var ved at falde fra hinanden. Jeg havde måske lige presset den lige en tand for meget i forhold til at gå og gå og gå. Han var træt og mættet af indtryk! Vi havde dog aftalt at vi når mørket faldt på skulle en tur op i pariserhjulet, så jeg vred lige det sidste ud af ham (det hjalp med en lille kage) og så bevægede vi os i de nu julelys pyntede gader hen imod Concorde Pladsen og det enorme hjul. Vi svingede lige forbi Vendome pladsen, som jeg havde hørt skulle være ret så spektakulær i december og det var den virkelig også.


 Da vi først nåede hen til pariserhjulet og stod i køen havde Rasmus glemt alt om trætte ben og glædede sig bare til at komme op og se udover byen. Det var virkelig også en fantastisk syn ned over Champs Élysées.

Efter turen var vi kolde og trætte og jeg skød en lang hvid pil efter at gå på jagt efter en god restaurant. Jeg lovede Rasmus at vi blot skulle tre stop med metroen hen til hotellet og så ville vi spise på den første restaurant vi passerede og som sagt så gjort. Vi spiste på den første café vi gik forbi og fik det sidste ledige bord og en middelmådig steak bernaise. Bum!
En dejlig dag til trods for at alt ikke gik efter planen og en træt men glad dreng der sov i det øjeblik hans hoved ramte puden kl. 20.15.


5 kommentarer:

  1. Dejlige billeder - man får helt lyst til at tage afsted :-)

    SvarSlet
  2. Jeg får helt lyst til at booke en tur til mig og min store søn. Hvor fortryllende at det bare var jer.. Skønne billeder
    Kh Eline

    SvarSlet
  3. Smukke billeder, Ulla. Det må være fantastisk med sådan en tur med bare et af sine børn. Det vil jeg også gerne prioritere med mine når de bliver lidt ældre.

    Lige nu er jeg på jagt efter julegave til manden. Det skal være en weekendtur - og havde egentlig besluttet mig for Berlin, men bliver nu alligevel i tvivl. Paris er også skøn. Og ved at der er en swwetdeal dertil lige nu...

    Kh. Louise

    SvarSlet
  4. Jeg har endnu aldrig været i paris - men dét skal jeg ! og specielt efter dit indlæg her, det ser rigtig dejligt ud OGSÅ med barn, og sikke meget i har nået på bare den ene dag her :)

    KH Maria

    SvarSlet
  5. Jeg kan bestemt fornemme stemningen. det er sådan en romantisk by med så meget atmosfærde ; )

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.