søndag den 18. november 2012

Jeg stjæler lige lidt mere tid (lidt om livet i en fodboldfamilie)


Om små tre uger tager jeg til Paris med ham den flotte fyr her. Bare mig og ham i en weekend, hvor vi skal hygge os og opleve en af verdens smukkeste byer sammen. Det er mange mange år siden jeg sidst var i Paris. Ja, ok - vi var i Disney Land for et par år tilbage, men det tæller jo ikke rigtigt.

Turen var ret meget en spontan beslutning der udsprang sig af en snak Bo og jeg havde. Vi snakkede om hvor få steder vi egentlig har besøgt taget i betragtning af at vi har boet lige i hjertet af Europa i snart 7 år. Vi bor i overskuelig køreafstand til utroligt mange smukke og seværdige europæiske byer, og man tænker at det da sagtens kunne være blevet til besøg både i München, Salzburg, Luxembourg, Trier, Strasbourg og ja Paris.
Vi har dog en lidt anderledes hverdag end hvad normalt er, hvor Bo aldrig (ok, så et par stykker pr. år da) har en weekend fri og desuden kun har (maks) en fridag om ugen. Til gengæld er vi og drengene så heldige at have ham hjemme rigtig meget i løbet af ugen, og jeg føler i sandhed det er et privilegium at vi som familie har så utroligt meget tid sammen. Fra vores venner ved jeg hvor svært det er, ofte at have følelsen af at der ikke er tid nok til børnene og endnu mindre til parforholdet.

Bo er til træning 3-4 timer om dagen, og halvdelen af dagene ligger træningen om formiddagen. En enkelt dag har han to træninger. Drengene går kun i børnehave og SFO til kl. 13.30, så der er dejligt meget tid til at være sammen og endda til en tur i svømmehallen eller noget andet på helt almindelige hverdage (hvor der jo ikke er så crowded som i weekenderne - mega bonus!).
De dage hvor han har træning om eftermiddagen, der er der om formiddagen tid til kærestehygge og parforholdspleje uden forstyrrelser fra de små bavianer.
Ja, han er væk hver weekend - eller i hvert fald den ene dag, og vi kan aldrig planlægge noget mere end et par uger i forvejen (og så er der stadig en fifty/fifty for at det af den ene eller anden fodboldgrund bliver aflyst), og måske er det fordi jeg har levet med denne model for længe eller måske er det bare fordi jeg er lykkelig og tilfreds, men hånden på hjertet; jeg ville slet ikke bytte vores ud med den traditionelle model.
Jeg synes vi har det SÅ godt!

Folk siger altid: Gud jamen, så kan I jo aldrig komme med til noget som helst eller tage en weekend væk og så er du altid alene til alle arrangementer. Og hvad kan jeg sige. Folk har ret. Det er sådan det er, men jeg har aldrig beklaget mig over det og jeg kommer denondelynemig heller aldrig til det!
Når man vælger et liv og en karrierevej og dermed også et familieliv der ligger udenfor det gængse, så kommer det med en pris, og sådan er det. Man kan ikke få det hele, men jeg synes vi har fået det vigtigste. Tid! Ikke kvalitetstid men kvantitetstid. Et ord jeg synes smager SÅ meget bedre!

Jeg har kunnet gå hjemme og arbejde hjemmefra imens drengene var/er små og det vil jeg aldrig kunne se som et offer. Det er da en gave både for mig og dem, at have fået det bedste ud af en tid som aldrig kommer igen.

Og apropos at få det bedste ud af en tid som aldrig kommer igen, så har vi måske vores sidste år her i Tyskland foran os, og måske skulle man tage at få set lidt på "nærområdet".
En anden tid der også er ved at glide ud imellem fingene på mig er tiden med Rasmus som en lille dreng. Han bliver sgu så stor altså, og jeg får helt panikangst ved tanken om at han snart ikke har brug for mig mere. Han går til fodbold, og bevares det er lige ovre på den anden side ad gaden, men alligevel skærer det mig lidt i hjertet, når han siger: Mor, du behøver ikke at følge mig  - jeg kan godt selv gå derover. What?!
Ja, så imens han stadig gider sin mor, og synes hun er lidt sej og klog, så bliver det altså til en mor-søn weekend i Paris. Han var ellevild da jeg fortalte ham det og det første han sagde, var at så ville han se Eiffeltårnet og Mona Lisa. Jamen, så er det da det vi skal se - sammen med en masse andet og så skal vi spise god mad og øve Rasmus' franskkundskaber. Han har nu fransk i skolen på andet år, så han har overhalet mig med flere kilometer. Jeg kan sige Fromage og selvom det er lige ved at jeg tror man ikke behøver flere gloser for at kunne klare sig igennem livet, så er det måske meget rart med en lille levende parlør, der også kan navnene på de fleste dyr, farver og kropsdele. Vi skal nok klare os!

18 kommentarer:

  1. Det skal nok blive en oplevelse for livet for jer begge, noget at tänke tilbage paa, naar du engang sidder paa plejehjem ;-)
    Et tip til Eiffeltaarnet: Tag derhen 10 minutter för aabningstid, saa slipper I for en megalang og tidskrävende kö. Den tid er bedre brugt bagefter paa et creperie ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det bliver helt sikkert en dejlig oplevelse!!
      Jeg er heldigvis velsignet med en dreng der vågner kl. 6 om morgenen, så det bliver ikke noget problem at være de første ved Eiffeltårnet :-)

      Slet
  2. for et nydelig innlegg <3

    SvarSlet
  3. Skønt indlæg! Det lyder da til at du har præcis det liv du skal have.
    Håber I får en rigtig dejlig tur

    SvarSlet
  4. Tid tid tid, det er så vigtigt og man kan ikke få for meget. Jeg ville til en hver tid bytte med jeres liv som indholder meget tid. Det er ikke nemt at få tid nok med to fuldtidsjob.

    Rigtig god tur til Paris.

    Hilsen Ane

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er det jeg ved, og når vores tid her i Tyskland er ovre, så er det nok også en mere traditionel hverdag vi skal jonglere med, og det er derfor vi bare nyder al den tid vi har nu i fulde drag!

      Tak :)

      Slet
  5. Jeg elsker at læse med her og forstår godt du er glad og godt tilfreds med jeres måde at leve på. Mit liv er meget anderledes og ville nok ikke kunne holde til at leve som i gør men heldigvis er vi forskellige. Nyder din positive måde at skrive på det smitter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hurra for forskellighed! Det handler jo i bund og grund om at være tilfreds og glad i det liv man har :)

      Slet
  6. Hvor lyder det skønt med en tur til Paris med ældstebarnet. Bare det var mig!
    Og når man har flere børn, er det bare så vigtigt, indimellem at ha´ lidt tid med dem hver for sig.
    De kan få den fulde opmærksomhed og de nyder det.
    Kunne ikke være mere enig med dig omkring kvantitetstid som børnefamilie, det vægter vi også højt, selvom det så også betyder, at vi f.eks ikke har råd til udenlandsrejser. Pyt, det er hverdagen, der er vigtig, for den er der mest af:-)
    Rigtig, rigtig god miniferie til jer.
    Kh Kristine

    SvarSlet
    Svar
    1. Det med alenetid med børnene, det er noget af det vi altid har brugt vores megen "ekstra" tid på. At jeg eller min mand lige kan nuppe en ud af flokken og tage på legepladsen, i svømmehallen, på café eller noget helt andet. Det giver SÅ meget, det kan vi tydeligt mærke. Uanset hvordan man vender og drejer den, så er der jo lidt kamp om opmærksomheden i en familie med tre børn, og det er helt tydeligt at de to store slapper meget mere af når de ikke skal forholde sig til deres brødre.

      Slet
  7. Hvor er det hyggeligt at høre om jeres hverdag. Du har ret i, at den står i kontrast til det fortravlede liv, som de fleste børnefamilier lever.

    Jeg holder jo pause fra at gå på arbejde, og det er først nu, jeg kan se, hvor presset vores hverdag egentlig har været. Og der går nok et stykke tid, før jeg får lyst til at kaste mig ud i det igen. Til gengæld går der ikke lang tid, før man forventer, at jeg kaster mig ud i det. Man kan desværre ikke leve af at skrive bøger. Medmindre man hedder Rowling eller Adler til efternavn :-/

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der skal jo brød på bordet, og det liv vi lever lige nu kan vi heller ikke blive ved med. Det bliver jo andre vilkår når Bo ikke længere spiller fodbold. Ikke bare økonomisk men også i forhold til den tid vi har nu.
      Jeg går også langsomt og lader op til at skulle iværksætte det der forhåbentligt skal blive mit levebrød :-)

      Slet
  8. Der er også mange, der stiller spørgsmålstegn ved den måde vi lever på. Min mand er selvstændig, arbejder hjemmefra, og har anset mig til at hjælpe til, så jeg er også hjemme hver dag. Jeg tror ikke, jeg kan nævne 3 mennesker, som kan forstå, hvordan vi kan holde det ud. Men hey, vi har INGEN transporttid, jeg kan planlægge min dag som jeg vil, mine børn har korte dage i børnehave, jeg har tid, til de ting, jeg synes er vigtige for vores familie osv. Men nogle gange, så kan folk virkelig få mig til at tvivle på, om vi er helt fra den, når vi kan leve sådan her. Jeg kan virkelig føle mig anderledes, og det kan gøre mig rigtig ked af det. Men jeg ville heller ikke bytte for noget, det kan jeg godt sige dig!
    God tur til Paris, det lyder helt fantastisk :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes jeres måde at leve på lyder helt fantastisk! Masser af tid til ungerne og hinanden. Det er da guld værd! Jeg kan sagtens forstå jer :)

      Slet
  9. Marianne Bilstrup20. nov. 2012 kl. 13.25

    Fantastisk blog du har - især dit forhold til dine børn, både samlet men også den enkelte, inspirerer mig. Jeg har selv en lyshåret, langhåret, kærlig og omsorgsfuld 7-årig gut. Og jeg synes dine betragtninger omkring dine drenge har åbnet mine øjne for hvor fantastisk sådan en dreng er.
    Fortsæt endelig med dine gode indholdsrige indlæg :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, hvor er det godt nok en dejlig kommentar!! Bliver rigtig rigtig glad for at læse den. Jeg går jo slet ikke og tænker på at jeg inspirerer nogen i den retning, men det er da bare så dejligt hvis det ikke kun er mine krea indlæg der kan inspirere. Tak for din søde kommentar og ja, drengebørn er bare noget så fantastiske :-)

      Slet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.