lørdag den 2. juni 2012

Gozo I


Hjemvendt fra Gozo til den kedeligste grå himmel over Mainz, er det nu meget dejligt at sidde og se alle feriebillederne her foran skærmen, og som lovet vil jeg nu spamme jer noget så grusomt.
Jeg kan ligeså godt sige det som det er - begrænsningens kunst er ikke den jeg mestrer bedst, så hvis du ikke lige er typen på at se andre folks feriebilleder, så vil jeg råde dig til at blive væk fra min blog de næste dage.

Fem indlæg har jeg nu forberedt til jer, og de vil poppe frem her på bloggen i løbet af den næste uge, selvom jeg fra imorgen aften og 14 dage frem hygger mig i sommerhuset i Rørvig samt slentrer rundt i København og spiser is og sushi og shopper.
På Gozo havde vi wifi så jeg instagrammede et par små glimt i løbet af ferien. I sommerhuset er vi helt og aldeles offline, så derfor kan jeg jo passende fylde den stille tid her på bloggen ud med lidt sol og varme fra Gozo :-)

Gozo er en fantastisk smuk lille ø som hører til Malta. Landskabet er råt og uspoleret og folkene venlige og gæstfrie. Da vi rejste udenfor sæsonen havde vi (næsten) øen for os selv, og endda på øens mest populære strand var der masser af plads og ingen kø ved isboden. Vi boede i et såkaldt farmhouse, som er meget typisk for øen, og de bliver lejet ud i stor stil til turister. Derfor er mange af byerne på øen stadig lykkeligt befriet for store grimme hoteller. Maden er præget af det italienske køkken med fint tilberedte grøntsager, lækre salater og masser af frisk fisk og skaldyr. Derudover har de deres gozitanske specialiteter som kanin, vagtler og babylam, som selvfølgelig også blev prøvet af og nydt af selskabet.

Drengene hyggede sig dagen lang med enten at plaske i poolen, spille Uno, spille fodbold eller bade på stranden. Vi kom hurtigt ind i en rutine med at hygge hjemme ved poolen om formiddagen og indtil Alfred havde sovet lur, for så om eftermiddagen at tage på udflugter enten til stranden eller rundt til de forskellige byer og attraktioner på øen. Vi var på to heldagsture, hvor Alfred måtte sove når han kunne enten i minibussen eller sågar i klapvognen i en speedbåd. 
Jeg er stor fortaler for at man sagtens kan rejse med børn. Selvfølgelig bliver det bare en anden slags ferie end hvis man rejste uden eller når børnene er blevet større. Små børn kræver bare stadig deres søvn, og Alfred bliver et helt andet barn, hvis ikke han får sovet, så tempoet var lavt og alle var glade.

Hvis jeg havde været på Gozo uden børn (eller med ældre børn), så ville jeg afgjort have taget på nogle af de mange vandreture som øen ligger op til. Jeg elsker at vandre og ser frem til at skulle på mange vandreture med drengene, når de bliver ældre. Vi var på to mini vandreture denne gang. Den ene hvor Alfred blev sammen med mine forældre nede i en lille fiskerby, og Bo, de store drenge og jeg besteg et lille bjerg for at komme op og se et gammelt vagttårn og nyde den smukke udsigt ud over bugten. Derudover tog jeg Rasmus med på en mini vandretur på klipperne omkring Ramla Bay - Gozo's røde sandstrand. 

Nå, men alt dette og meget mere kan I få at se på billederne i de næste fire indlæg. Her først billeder fra de første par dage. Vores domicil og området omkring i byen Xaghra, Ramla Bay (den røde strand), havnen i Mgarr (hvorfra man tager færgen til Malta) og Citadellet i hovedbyen Victoria.

8 kommentarer:

  1. Årh mand, det ser godt ud! Nu vil jeg også tilbage dertil! Faktisk synes jeg, Gozo er et af de mest interessante steder, jeg har besøgt i Europa. Det var som at lande i en mærkelig tidskapsel, hvor tiden havde stået stille og der stadig gik bønder og geder rundt i gaderne. Og sindsygt smuk natur. Øj!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jane!! Du har en blog!! Det er du dælme gået stille med dørene med. Jeg er solgt (og meeega misundelig på at Søren har mødt Jamie!!)!!.
      Og der var blomkålspizzaen jo :-) Fedt fedt fedt!
      Ja, Gozo var SÅ fantastisk og slet ikke som noget man tidligere har oplevet i Europa, og meget meget rent i gaderne. Det havde jeg total optur over (når man har været mange gange i Grækenland og set alt deres (eller nok mest turisternes) skrald ligge og flyde i alle vejkanter).

      Slet
    2. Jep, den hemmelige blog! ;-)

      Og ja, Søren er den med de prominente kontakter. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke tager mig med. Det manglede da bare, skulle man mene.

      Jeg glæder mig til at se resten af billederne fra Gozo. Var I ude ved det der Azure Window? Det blæste vildt meget den dag, vi var der. Bølgerne stod højt og det hele var så råt og gjorde bare et kæmpe indtryk på mig. Gozo er fantastisk. Virkeligt!

      Slet
  2. Kære Ulla. Du tager virkelig fantastiske billeder. De emmer af bevægelse og detaljer, det er supercfedt! Destinationen ser nu heler ikke ud til at være skidt :-)

    SvarSlet
  3. Flotte billeder - Gid det var mig. :)

    SvarSlet
  4. Smukke billeder Ulla, virkelig stemningsfulde... Glæder mig til de kommende indlæg....

    SvarSlet
  5. Hvor ser det lækkert ud. Åh, der kunne jeg godt lige tanke lidt op på kontoen :)

    SvarSlet
  6. Jeg er ikke særlig vild med at se folks feriebilleder, MEN dine, det er en helt anden sag.... Du er fandme god til at gøre det maks spændende for andre at se på!
    Det er for vildt med det sand... Sylvester spider sand fra sandkassen dagligt! Elsker billedet af Alfred på stranden:-)

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.