lørdag den 30. april 2011

Ugens tysker


"Rotbäckchen" (bedst oversat: Lille rødkind) er en vitamin- og mineralholdig frugtsaft til børn, som har eksisteret siden 1952. I efterkrigstiden anslog man at mange børn led af jernmangel, og derfor blev denne jernholdige drik opfundet og solgt på apoteker landet over. 
Den "lever" stadig i bedste velgående og fåes stadig på apoteker samt i helsekostbutikker og økologiske supermarkeder, hvor den især i efterårs- og vintermånederne tildeles en central plads. 

Emballagen er stort set uændret siden 1952 (hvor det dog kun var den blå der fandtes), og med sin brune glasflaske ser den jo også helt medicinsk og sund ud. Den fåes også idag i mere moderne brikkartoner med sugerør, men jeg er nu ret pjattet med disse små flasker. Den fåes i forskellige varianter med forskellige vitamin/mineral sammensætninger og smager ganske tilforladeligt. De fleste tyskere på min alder husker den fra deres egen barndom og mange har nostalgiske minder om den.

Øvelse gør mester

Hey, tjek lige hvad jeg nu kan! Hej Mor! Åh, nej - én eller anden grib mig!

fredag den 29. april 2011

Min første patchworkbold


Jo jo, så fik man da lige lavet en lille bold til baby. Den blev da ret fin og tog ikke længere tid at lave end en enkelt aften i sofaen.
.....men tror I baby gad at lege med den?? Drengen der ellers skal undersøge ALT og basker med arme og ben så snart man vifter med noget nyt foran ansigtet på ham. Nej nej, mors bold er åbenbart ikke fin nok. Den har da eller resulteret i psyko(!) øm tommeltot, men fik bare et flygtigt blik og blev så vraget til fordel for en gammel rangle. Mor er ikke vred - mor er skuffet.

onsdag den 27. april 2011

Børn og institutioner

Affødt af Lisbeths indlæg om Nintendo i dagsinstitutionerne kommer her lidt tanker og meninger fra mig.
Ikke så meget om Nintendobrug (hvilket jeg har skrevet om inde på Lisbeth's indlæg), men mere om et andet enme der også ligger mig meget på sinde.

Når jeg i nintendodebatten hører argumenter som at børn bliver helt rundtossede i hovederne af at være i institution dagen lang fyldt med larm og aktiviteter, og de derfor har brug for en pause med et computerspil, så bliver jeg helt ked af det. Ked af at det er der vores samfund er kommet hen. At vi putter vores børn i institution i så tidligt en alder og i så mange timer, at de bliver stressede, og at denne stress så skal afhjælpes med noget, der efter min mening, giver endnu mere stress til de små hjerner, fordi vi som forældre ikke har tiden til at stresse dem af på andre måder.

Tænk hvis man trak lidt i en anden retning og først og fremmest kiggede på hvad børnenes behov er. Så er det efter min overbevisning bestemt ikke at være så meget i institution som de er i dagens Danmark, men det er jo desværre blevet resultatet af den retning vores samfund har udviklet sig i de sidste 40 års tid, hvor kvinder også skal være arbejdende og karrieremindede.
Hvis flere forældre kunne vente med at sende deres babyer i institution til de var lidt ældre og hvis man igennem hele deres institutionstid kunne hente dem før alle aktiviteterne og lydenede blev for meget for dem, så de kunne komme hjem i deres egne trygge omgivelser og koble fra med rolig leg eller nærværende forældre, så ville de slet ikke have behovet for at sidde med den maskine i hånden.

Mine børn går i Steiner institution, hvor det slet ikke er et tema med Nintendo'er.
Tilmed ser samfundet på børnepasningsområdet stadig komplet anderledes ud her i Vesttyskland end det gør i Danmark.
Her er det stadig forventet (og respekteret!) at kvinder går hjemme med deres børn til de når børnehavealderen. Der er ganske simpelt af samme grund ikke i nærheden af at være vuggestuepladser til alle børn.
Først her i 2011 er det her i Rheinland-Pfalz blevet vedtaget ved lov, at alle institutioner skal kunne tilbyde pasning til børn fra 2 år. Før har dette heddet 3 år.
Dertil kommer at langt de fleste både vuggestuer og børnehaver kun tilbyder halvdagespladser, hvilket også er det mine egne børn har.
De bliver afleveret kl. 8.30 og hentet kl. 13.30 (hvor børnehaven lukker).
Dagene er stille og rolige og afstemte efter børnenes alder med mange gentagelser, sange, historiefortællinger og fri leg. Jeg oplever aldrig at mine børn er udbrændte når vi henter dem.
Man kan også vælge at hente kl. 12.15 inden der bliver serveret varm middagsmad, hvilket vi har gjort med begge de store drenge frem til de var 4 år., da vi mente at de som 3-årige var "mættet" med børnehaveindtrykkene på det tidspunkt og derfor havde bedst af at komme hjem.

Nu er det slet ikke sådan at alle kvinder går hjemme indtil deres børn starter i skole, så de har mulighed for at hente dem så tidligt, men her træder bedsteforældrene så til og tager over.
Hernede er bedsteforældrene derfor en stor del af deres børnebørns hverdag, hvilket jeg synes er skønt på alle måder.

Bravo til Tyskland siger jeg bare!
Jeg kom hertil for 5 år siden og undrede mig over at vi ikke engang kunne få en vuggestueplads til Rasmus, der dengang var 20 måneder gammel. Jeg var meget utilfreds med det dengang, men det endte med at starte en helt ny tankegang for mig. En tankegang der gik på at børn måske slet ikke har brug for al den institutionstid, og at de måske har bedre af at være sammen med deres forældre, der jo naturligvis alle dage vil være de bedste til at drage omsorg for og give kærlighed til dem.
Tankegangen gik hen og blev til en idealisme for mig, og den dag idag er jeg ufatteligt glad og taknemmelig for at have muligheden for at have så meget tid sammen med mine børn - som i øvrigt hverken er blevet asociale eller underlige af ikke at have været så mange timer i institution ;o)

mandag den 25. april 2011

Down by the river


Idag har vi spist café frokost og gået tur ved Rhinen's promenade.

Today we had lunch at a café and took a walk by the Rhine River boardwalk.

søndag den 24. april 2011

Urtehaven




Ugens tysker


Denne uges tysker er faktisk en to-i-ener. To meget tyske kager i skøn forening i én og samme kage.

Streuselkuchen, som vel bedst kan oversættes til strøkage er et udtryk for en kage med "streusel" ovenpå. Streusel er en sød mørdej der er drysset ovenpå en kage. Kagen kan være alt fra æblekage til cheesecake - eller käsekuchen, som den jo hedder hernede. Det lyder altså knapt så lækkert som cheesecake :-)

Mohnkuchen, eller birkeskage som den hedder på dansk, er også en tysk klassiker.
Konceptet med birkes i en kage har altid slået mig som meget underligt. For mig hører birkes hjemme som pynt på et rundstykke - that's it.
Hernede er det dog en meget populær kage, som enhver bagerbutik med respekt for sig selv har i glasmontren - ofte i flere varianter. En kage hvor dejen indeholder så meget birkes at den bliver helt grå samt knaser lidt(!?), og som man næppe kan spise uden bagefter at have små sorte prikker imellem alle tænderne.

Ugens tysker er intet mindre end en fusion imellem disse to klassikere. Jeg giver jer....(dadadaaa).... der Mohn-Streuselkuchen - birkes strøkagen!

lørdag den 23. april 2011

Ny køjeseng (...og Juno seng til salg - nu solgt!)


Vi har netop købt ny seng til drengenes værelse. Rasmus bliver 7 år til juni og han er så godt som vokset ud af hans Noah Beds "Juno" seng - snøft!
Selvom Bertram stadig godt kunne bruge Juno sengen et års tid endnu er valget af Rasmus' nye seng faldet på denne fine køjeseng, og det bliver dermed et sengeskift for begge drenges vedkommende....og de glæder sig til at skulle sove i køjeseng. De har dog ikke helt kunnet blive enige om hvem der skal sove hvor, så løsningen er blevet en model hvor de skifter på ugebasis.

Jeg håber sengen når at komme inden vi rejser på ferie 20. maj., for det er ved at være et stykke tid siden jeg har haft nogle større indretningsprojekter herhjemme og det kribler i fingrene for at lave deres værelse om.

Vi kommer jo så til at have en Juno seng i overskud, da Alfred kun har brug for den ene af dem, så hvis der er nogen der er interesseret i at købe den ene, så mail mig på ullalentz@gmail.com. Den kan ses her og her. Den kommer dog først til at befinde sig i Danmark (Århus) til august, da mine forældre på det tidspukt kommer på besøg og kan have den med hjem i Volvoen :-)

UPDATE:
Tak for den store interesse for Juno sengen fra Noah Beds. Både herunder og på mail. 
Da det er de samme meget relevante spørgsmål jeg får kan jeg jo ligeså godt tilføje svarene her på indlægget :-)


Standen er super flot uden større skrammer eller ridser, madras medfølger (dog ikke forlængermadrassen), jeg har begge sidegitrene til den og prisen er 2800 kr.


Sælges til den første der slår til på mail (da alle måske ikke lige har en blogger profil og dermed kan kommentere herunder). ullalentz@gmail.com. 


Husk at den først kan afhentes til august i Århus!!


UPDATE II : Sengen er solgt!

Kreative påskebørn






Rasmus og Bertram malede i sidste weekend påskeæg sammen med deres fætter og kusine.

fredag den 22. april 2011

Påsketilbud på Danefæ UV badetøj!!!


Solen skinner, varmen er ankommet og det er tid til vandplaskeri i haven. Det skal da fejres med et lille påsketilbud på webshoppen.

Fra idag og frem til og med 2. påskedag er alt UV badetøj fra Danefæ derfor nedsat med 30%, så skynd dig ind på shoppen og få sommerens badetøj i hus!

Påskeharen på spil

I sidste weekend, da vi havde besøg fra Danmark tog vi forskud på påskeglæderne. Imens vi var på marked lørdag formiddag kom påskeharen sørme forbi og gemte fire påskeæg i haven.

Jagten gik ind og de var fundet ret hurtigt. Påskeharen havde ellers gemt dem godt ;o)
I påskeæggene gemte sig selvfølgelig søde godter, men som den helt store overraskelse gemte der sig også en lille billet i hvert æg. Hvor den billet skulle bruges skal jeg nok berette om på et senere tidspunkt...

Dage i solen....





Elsker denne årstid. Elsker at være ude fra morgen til aften. Elsker solen. Elsker varmen. Elsker barneleg i haven. Elsker det! 

torsdag den 21. april 2011

Broccoli omelet med lune salater


Igår var sådan en af de der "tøm køleskabet" dage, hvilket resulterede i denne menu.

Broccoli omelet med bacon
Broccoli stilke koges møre og blendes med 5 æg, revet muskatnød, salt og peber.
Broccolibuketter og stegte bacontern vendes i æggemassen i en skål og bages ved middelvarme i en pande. 

Lun salat af grønne asparges, cherrytomater og sorte oliven
Aparges skæres i mindre stykker og lægges i et fad med hele cherrytomater og sorte oliven. Marinade af olivenolie, citronsaft, presset hvidløg, salt og peber hældes over og vendes rundt. 
Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.

Blandede grønne salater med grillede peberfrugter, auberginer og yoghurtdressing.
Auberginer og perberfrugter grilles enten i ovnen eller på panden (eller på grill) og lægges ovenpå salatbladene. Dressing af yoghurt, en lille smule presset hvidløg, citronsaft, honning, salt og peber hældes over.

Undskyld stilheden - jeg holder ferie ♥

Der er stille her på bloggen i øjeblikket.
Jeg er helt nede i gear. Vi har netop haft besøg fra Danmark, hvilket var super hyggeligt og fyldt med skønne begivenheder, som jeg nok skal blogge mere om senere :-)
Påskeferien er indtruffet og vi hygger os herhjemme. Vejret er skønt og vi tilbringer det meste af tiden i haven og på terrassen.
Idag går turen til byggemarkedet, hvor årets badebassin skal erhverves. Ja, vi er altså sådan nogle dovne mennesker, der aldrig får pakket badebassinet pænt sammen når efteråret kommer, så før vi får set os om ligger der en omgang slapt og ret klamt plastik i et hjørne af haven. Derfor holder et badebassin kun én sæson herhjemme, og erhvervelsen af årets badebassin er efterhånden blevet en symbolsk event, hvor sommerens begyndelse stadsfæstes.

Nå, men lidt indendørs aktiveteter bliver det også til. Jeg har netop været igennem hele mit stoflager og har fyldt 6 blå Ikea sække med skønt retrostof som jeg snart sætter til salg.
Denne gang bliver det solgt over blogshoppen, så det er der du skal holde øje.
Jeg kan ikke sige præcis hvornår det kommer på, men det bliver indenfor de næste to uger.

fredag den 15. april 2011

Æblemost

I skrivende stund sidder jeg og venter på at det skal ringe på døren.
Bo's søster med mand og søde børn er netop landet i Frankfurt lufthavn og er på vej hertil Mainz for at påskehygge de næste 5 dage.
Ih, hvor jeg glæder mig. Min svigerinde har netop overstået sin første eksamen på sygeplejestudiet, så jeg tror vist lige der skal poppes en Astiprop eller to. Ellers skal der bare hygges med solskin, glade børn, snak, grin og god mad.

Apropos god mad, så har drengene og jeg idag forberedt lidt lækkert til lørdags morgenbordet. Nemlig hjemmepresset æblemost af saftige økologiske æbler. Uhmmmm!

Ugens tysker

Jeg vil fra nu af give jer "Ugens tysker".
Noget der på godt og ondt eller måske hverken eller er typisk tysk. 

Holder alle vores forestillinger om store pølser, sauerkraut og øltyskeren eller hvordan ser det egentlig ud hernede? Det jeg nok mest kommer til at fokusere på er mad, men det kan også være mentalitet, traditioner eller andet.
Det vil selvfølgelig være en komplet subjektivt betragtning, og på ingen måder et studie  i hverken tysk historie, gastronomi eller kultur. Derudover skal selvfølgelig påpeges at Tyskland er et mangfoldigt land og forskellighederne er store fra øst mod vest og nord mod syd.

Anyways - her fra mit lille vindue får I nu den første "ugens tysker".....


Kräuter Salz er en rigtig tysk klassiker. Jeg vil vove den påstand at man kan finde det i næsten alle tyske hjem. Her bliver det brugt enten som almindelig bordsalt, i madlavningen eller drysset over et stykke brød med (usaltet) smør.

torsdag den 14. april 2011

Onsdagsoverraskelse

Igår modtog jeg en spændende overraskelse med posten. En fin rød pakke med hama pynt, kort og en lille teaser klistret udenpå. Hvad kunne det mon være?.....og hvem var den mon fra?


Da jeg åbnede pakken måtte jeg trække på smilebåndet, for nu kunne jeg godt forstå hvorfor denne gamle børnebog kunne lede tankerne hen på mig..... Arhmen, den titel er jo så tæt på som den kan komme. Det er da ret sjovt ;o)


Afsenderen var en anden krea blogger. Nemlig Maja bag bloggen Superskurk. Tusind tak Maja!! Jeg er virkelig glad og rørt over at du sådan havde lyst til at sende mig denne bog. Den er jeg meget glad for!