torsdag den 24. november 2011

Det klemte mellembarn

Midt i Bertram's lidt hårde periode som det klemte mellembarn, så er det dejligt at han alligevel formår at være den mest kærlige, opmærksomme og omsorgsfulde storebror for Alfred. Det er helt tydeligt at det giver ham rigtig meget at kunne være den store og beskyttende overfor sin lillebror. Heldigvis er kærligheden gengældt. Alfred elsker at putte hos Bertram og lyser op i et stort smil, hver gang han ser ham.
"Det klemte mellembarn" er desværre ingen skrøne. I hvert fald ikke her i huset. Bertram har det lidt svært for tiden og har faktisk siden Alfred blev født kæmpet med at finde sig til rette i sin nye position herhjemme. Da det endelig så ud til at nu var fasen drevet over og prøvelsen klaret, så startede et nyt børnehave år, hvor han nu var avanceret til...... ja, mellemgruppen! 
Ikke længere en del af de små men heller ikke en del af den gruppe, der næste år skal starte i skole. Suk! 

Det er hårdt når man kan se at ens lille dreng kæmper. Kæmper for at passe ind og kæmper for at holde følelserne inde. Det er næsten det værste. At han er sej og cool udenpå men lille og følsom indvendigt. Det er så svært når han ikke lukker op. Eller jo - egentlig lukker han jo op, men ikke med ord og ikke på en 'ked af det' og 'hjælp mig' måde. Mere med arrige anfald, grænsesøgning, sure miner og trods. Heldigvis har han en fantastisk kærlig pædagog der ligesom os kan se igennem hans brave og lidt hårde ydre og give den lille hårdtprøvede gut en masse krammere.

16 kommentarer:

  1. Lille mand da... Bliver helt rørt af dit indlæg Ulla. Så derfor ikke så mange ord herfra men et kram får du med på vejen.

    SvarSlet
  2. Her sliter også min midterste gutt. Helsesøster sa til oss på forhånd før vi fikk minstegutt at vi måtte huske på å ikke glemme han i midten. Og så har det skjedd, men ikke bevisst, at han blir litt glemt. Nå går det bedre når vi passer på å gi han massemasse oppmerksomhet, det er nemlig ikke lett å være lillebror OG storebror når man er 2,5 år gammel! Nå er han snart fire og det har vært vanskelig helt til nå. Jeg er selv mellomst og det er ikke lett!

    SvarSlet
  3. Jeg er selv mellembarn, så jeg kender - husker - følelsen. Hvad hulen kan man gøre som forældre? Ud over at prøve at give mellembarnet ekstra opmærksomhed?

    KH
    Anna

    SvarSlet
  4. jeg kender det godt nok ikke fra mig selv da jeg er ene barn ... men jeg har 5 børn og kan se at der er stor forskel på den første og dem i mellem og den sidste kan godt se de alle har deres kampe men jeg er så heldig at de elsker hinanden og hjælper hinanden og jeg prøver at give dem alle tid så godt jeg kan :)

    SvarSlet
  5. Eeej søde Ulla, dit indlæg rammer mig lige midt i maven...for det ku lige så godt have været skrevet om min Oscar - du har tidligere kommenteret og givet mig gode råd på et indlæg om nøjagtig samme situation herhjemme...dog er Oscar ikke et mellembarn, men et barn som også kæmper med at finde sin plads...både herhjemme og i børnehaven, hvor han desværre har været kastet lidt frem og tilbage i det første ½ år. Men nu har vi fået en pædagog som ser Oscar for præcis det han er, en dreng med en sund og aktiv og fysisk energi, som bare har svært ved at finde hoved og hale i det hele! Så nu er kampene ikke helt så hårde mere....jeg håber at det vender for jer og at jeres lille "mellem-mand" finder sin rolle og sin plads:-)
    Et stort kram til dig

    SvarSlet
  6. Hvor er Bertram dog heldig at have en mor der ser og forstår dynamikken i en søskende flok. Selv om han kæmper, så bliver han også set og anerkendt for sin kamp. Jeg ved godt det ikke er nemt for ham - er selv mellembarn og ene pige... ud af 4...men det er et godt skridt i den rigtige retning at se ham og kende hans kamp. Virkeligt smukt indlæg...jeg er rørt!

    SvarSlet
  7. For et fint og aktuelt innlegg. Et meget reflektert innlegg som viser at du selv er var på situasjonen og derfor den beste mor guttene kan ha enten de er først, mellom eller sist.

    Jeg kjenner meg litt igjen i situasjonen, vår datter i midten på 4,5år har nok blandede følelser for babyen, men heldigvis mest gode. Babyer tar jo nødvendigvis endel av mors tid og kanskje blir det litt ekstra tøft her som minstejenta har litt ekstra utfordringer/behov. Men en kan jo ikke annet enn å forsøke å møte barna sine på de reaksjonsmåtene de har,og prøve å se dem hver enkelt. Slett ikke lett alltid, og enda vanskeligere når de ikke kan snakke så lett om det.

    SvarSlet
  8. Sikke skønt at læse om en mor, der VIRKELIG forstår sine børn. Thumbs up til dig.

    SvarSlet
  9. Åhh Ulla, gi et kram til den lille fyr fra mig <3
    Kæmpe knus herfra

    SvarSlet
  10. ja du rammer mig følelsesmæssigt..
    vi har selv en dreng på 5 år, som kæmper med sin plads i midten imellem storebror på snart 7 og lillebror på 2..vil gerne styre os hjemme, og er meget vred ind imellem..men også meget fyldt med glæde og humor og omsorgsfuld overfor lillebror..men trives med få gode venner i børnehaven og er pligtopfyldende..han har desværre bare oplevet at blive klemt imens han storebror fik sin asperger diagnose og han blev storebror.
    God weekend..

    SvarSlet
  11. Heldigvis byr livet på mange prøvelser og som oftest går det veldig bra med de aller fleste. Vi kjennerigjen følelsene dine så godt og har/ er selv veldig glad for gode, omsorgsfulle pedagoger som har innsikt i barnenes utvikling.

    God weekend!

    PS. Vi leser stadig med iver din blogg. Inspirerende!

    SvarSlet
  12. Sikke nogle dejlige kommentarer at vågne op til. Tusind tusind tak skal I have for krammere, tanker og kloge ord ♥

    Camilla, nogen gange kan et kram være tiltrængt, så tak!

    Kine, ja det er altså bare mellembarnet der vokser op med de sværeste vilkår. Det bliver jeg gang på gang bekræftet i både herhjemme og fra andre kanter. Man må sørge for at være opmærksom, så de ikke bliver overset og får det ekstrra de har brug for.

    Anna, du er et dejligt pragteksemplar på et mellembarn!
    Du virker til at virke helt fint med både hjerne og hænder, så der er håb for min lille Bertram :-)

    Helle, ja man skal jo huske på, at det er en gave for børnene at have søskende! Det må veje lidt op for den tid der går fra forældrene :-)

    Malene, jeg har så tit tænkt på hvordan det mon går med din Oscar. Dejligt at høre at han nu bliver forstået fra alle kanter. Det er så vigtigt!
    Tak for tankerne :-)

    Strikkestine, åh hvor dine ord dog varmer!! 1000 tak, hvor er du bare sød :-)

    Rockefår, ja mellembarn eller ej, så er det en kæmpe omvæltning for et barn at få en mindre søskende, så det er en nødvendighed med mere opmærksomhed til de store, så de ikke føler sig overset.
    Jeg synes godt nok det nogen gange er svært at balancere med den tid man har til børnene. Man vil jo så gerne bare give dem alle 100% opmærksomhed, men det kan man jo ikke rigtigt når der er flere om at dele :-)
    Heldigvis har de også hinanden og får en helt masse derigennem. Det må man huske på :-)

    Blomsterpigen, tusind tak altså!! Hvor er du bare sød :-)

    Celine, tak for krammer ♥

    SvarSlet
  13. Anne Mette, hvor kan jeg levende sætte mig ind i det du skriver. Bertram reagerer også ofte med vrede, men er samtidigt familien største fjollehoved.
    Pligtopfyldende kan jeg dog på ingen måder kalde Bertram. Han springer helst over hvor gærdet er lavest og lader sin flittige storebror klare oprydningen ;o)
    Det må heller ikke være nemt, når I har en dreng med asperger. Jeg er selv vokset op med en autistisk storebror, så jeg ved hvilken udfordring familiedynamikken kan være. På den lyse side så vokser dine andre børn op med en medfølelse for andre mennesker og en stor tolerance for forskellighed.

    Silje og Vibecke, ja jeg trøster mig også med at jeg stort set ikke kender nogen der er gledet problemfrit igennem et liv uden udfordringer og prøvelser og det skaber jo også de nuancer vi som mennesker hver især har.
    Dejligt at vide at I stadig følger med ;o)

    Kh Ulla.

    SvarSlet
  14. Din beretning om Bertram det klemte mellembarn, stikker lige i hjertet.

    Jeg har kun to børn, og kan se at den stores hysteri bunder i at lillesøster også indimellem skal have lov at være nummer et. Dét stikker lige der hvor der gør allermest ondt i moderhjertet - at jeg ind imellem skal vælge/priroritere.

    SvarSlet
  15. sikke et rørende indlæg.... føler med din kære lille Bertram. Hvor er det dejligt han er så kærlig overfor lillebror, og håber han snart finde sin plads.
    Stort klem herfra.

    SvarSlet
  16. Jeg har læst dit indlæg et par gange, og det har vakt mange følelser i mig. Vi har to sønner på 4½ og 2½, jeg er gravid med nummer tre og skal nedkomme først i april. Jeg går med mange af de tanker du beskriver du oplever, og frygter at min lille Oscar skal blive klemt. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at give ham alt det han behøver og mere til så han ikke skal blive klemt og frustreret, men nogle gange bliver ejg helt ked af at vi har valgt at få endnu et barn, da jeg fryter hvordan særligt Oscar vil klare det.

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.