søndag den 9. oktober 2011

En fødselsberetning

Jeg har aldrig fået delt Alfred's fødselsforløb med jer, og idag hvor det er præcist et år siden jeg skreg ham velkommen til verden, er det vel en kærkommen mulighed for at fortælle lidt om hvad d. 9 oktober 2010 bød på af strabadser.
Faktisk er det ganske nemt for mig at lave dette indlæg. Jeg lavede nemlig allerede beretningen da den var helt frisk i hukommelsen i en mail til en veninde lige efter Alfred var blevet født. Så copy/paste er min ven :-)


Fødslen af vores tredje lille gut gik meget nemt og ligetil. Jeg havde ligesom med Bertram kun smerter i en lille time (ja, med Bertram var det faktisk kun en halv), så jeg tror det er universets måde at belønne mig på for at have taget en ultra hård og halvtraumatisk sædefødsel første gang med Rasmus.

Jeg var ved at blive meget utålmodig i dagene op til termin. Kroppen var tung og øm og jeg ønskede bare at se vores lille mus og få min førlighed tilbage. Jeg gik i seng natten til d. 9. oktober (terminsdag) med forhåbninger om at det blev sidste nat med venden, drejen, kramper, tisseture og smerter i hele kadaveret.
Om natten havde jeg rigtig mange plukkeveer, som nev en lille bitte smule. Jeg havde haft rigtig mange plukkeveer helt fra uge 16., så jeg tillagde dem egentlig ikke så stor betydning. Om morgenen var de svage smerter da også væk, men hyppigheden af plukkeveerne havde til gengæld taget til. Jeg tog et langt varmt karbad, hvor vi tog tid på veerne. De kom med 3-5 minutters mellemrum, men var helt smertefrie!
Pga. den måde det gik på med Bertram (hvor jeg åbnede mig 9 cm. uden smerte), havde jeg fået besked af min læge og jordemoder på at reagere på de mindste tegn og komme afsted til fødegangen i en lynende fart.

Jeg var dog sådan lidt skal skal ikke omkring det. Det er jo underligt at reagere på noget som man overhovedet ikke selv synes skulle være en igangværende fødsel, og jeg gad for det første ikke komme op og blive sendt skuffet hjem igen og for det andet ville jeg ikke bede Bo blive hjemme fra træning, hvis ikke det blev til noget. 
Bo sagde dog hele tiden, at det var helt op til mig om vi skulle tage afsted. Hvad skulle han ellers sige? Han kunne jo ikke mærke hvad der foregik i min krop.
Nå men, jeg besluttede så at trodse diverse faglige kompetente råd og sende Bo afsted til træning, og så se hvad status var, når han var hjemme igen ved 12 tiden. Dog ringede jeg lige til min mor inden, for liige at høre hvad sygeplejersken mente.
Der var ingen tvivl hos hende - vi skulle da tage på hospitalet. Som hun sagde: Jamen Ulla, du har jo termin idag og tænk på hvordan det gik med Bertram. Jeg synes godt nok I skal tage på fødegangen!
Nu er min mor jo mit store orakel, så jeg gjorde selvfølgelig som hun sagde, og bad alligevel Bo blive hjemme fra træning.

Drengene blev afleveret hos vores venner og vi var på fødegangen kl. 10. De startede med at køre en CTG + vemåler i en halv time, og der kunne de se at veerne kom med 5 minutters mellemrum. Så undersøgte jordemoderen mig, og jeg var sørme hele 5 cm. åben, så hun sagde at vi skulle helt sikkert blive, for jeg var godt i gang.
Det var vist meget godt at jeg lyttede til de små signaler OG til min mor!!

Jeg kom i badekar og der sad jeg så og hyggede mig med Bo ved siden af karet, og så var det jo bare med at vente.
Hver time blev jeg undersøgt, men der skete ikke rigtig noget til trods for at der stadig var veer på måleren. Jeg havde ikke skyggen af smerte, hvilket både jordemødre og fødselslægen var MEGET imponeret over, og sagde at det skulle jeg bare føle mig heldig over.
Kl. 13.30 var jeg stadig kun 5 cm. åben, så de prikkede hul på fosterhinden, så vandet gik. Derefter kom der mere gang i veerne. De begyndte nu at bide ganske lidt men blev kraftigere og kraftigere for hver gang. Ved 14 tiden var de kommet helt op i det røde felt om man så må sige. Du ved, styrke som de sidste udvidelsesveer. Jeg brølede som en løve og var med ét lige pludseligt MEGET i fødsel.
Jeg sagde til Bo at nu var jeg sikker på at der skete noget og at jeg udvidede mig mere, og jordemoderen mente det samme.
Da jeg blev undersøgt kl. 14.30 var jeg dog stadig kun 5 cm. åben!!?? Jeg gik nærmest i panik over at det slet ikke var sket noget. At jeg havde haft psyko stærke veer med 2 minutters mellemrum i en halv time uden der var sket en skid.
Jeg gik helt i sort og bad om en epidural, hvilket jeg ellers havde sagt jeg ikke ville have (har heller ikke fået noget de andre to gange).


Bo spurgte mig om jeg var sikker? Jeg kiggede ham dybt i øjnene og sagde at jeg var 100% sikker. Jeg kunne slet ikke magte at der ikke skete noget. At have så kraftige smerter uden at vide hvornår det ville få en ende. Havde jeg nu udvidet mig 1 cm. mere, så vidste jeg jo at der var en mening med galskaben, men det med ikke at vide om jeg skulle have smerter i 1 eller 5 timer endnu, kunne jeg slet ikke magte.

Jeg kom nu op af badet og ind på en anden stue, hvor anæstesi lægen kom og begyndte at forberede til epiduralen. Jeg stod op hængende ind over sengen med Bo stående bagved mig og jeg havde på 5 minutter 3 MEGA veer, hvor jeg bare skreg og græd på én gang. Kl. var nu 14.45.
På de næste 2 veer havde jeg det virkelig som om han var ved at falde ud af underlivet på mig. Der løb fostervand ud og jeg stod og holdte mig mellem benene og skreg til jordemoderen (som sammen med anæstesilægen stadig var ved at forberede epiduralen) at min baby altså var på vej ud.
Hun sagde at jeg skulle lægge mig op på sengen, så hun kunne undersøge mig.
Hun undersøgte mig og sagde så: Jamen, du presser bare - du er fuldt udviddet, og så fik hun i samme åndedrag lige sagt til anæstesi holdet at de godt kunne gå igen, for vi fik ikke brug for dem.
Jeg havde simpelthen åbnet mig 5 cm. på et kvarter, så det var sgu ikke så underligt at de veer var helt psykopatisk hårde.


Pressefasen var ret hård men heldigvis ikke så lang, så 14.56 kom vores lille mus ud, og med ét var alle smerter glemt. Det er det mest vidunderlige og på en gang både surrealistiske og krystalklare øjeblik, når man føder sit barn. 





Idag er han 1 år gammel og har beriget vores liv ubeskriveligt! Min lille elskede Alfie.

14 kommentarer:

  1. Er det creepy for dig at jeg læser dette med tårer i øjnene og klump i halsen!? For du har jo ret, nærmest uanset fødselsforløbet, så er man bare helt væk og samtidig helt klar når de kommer ud ... Da jeg havde født Freja, mindede jeg lige Morten om at huske at tage billeder - til trods for at jeg jo allerede var igang med næste fødsel. Men tænk hvis der ikke var billeder! :-)

    SvarSlet
  2. Åh jeg elsker bare fødselsberetninger! Vildt at du har åbnet dig 5 cm på et kvarter! AV FOR DÆLEN!
    Stort tillykke med jeres skønne Alfred første fødselsdag!

    SvarSlet
  3. Tak for en fantastisk beretning! Vildt at der først skete så lidt trods hårde veer og at det siden skete så pludseligt. Det må have gjort noget trods alt ;)

    Det minder mig om at jeg måske skulle få skrevet Astas ned, mens den stadig er i nogenlunde frisk erindring. Hendes fødsel gik så nemt at jeg slet ikke har haft samme behov for at bearbejde oplevelsen, som dengang jeg havde født Thore. Det var en hård omgang til tider, men endte heldigvis helt fint :)

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
  4. Uha... jeg får helt ondt.
    Og kan tydelig huske mine to fødsler.
    Det var en hård omgang.
    Den første tog 18 timer fra vandet gik.
    Og den sidste tog 9 timer fra vandet gik midt i Fakta...
    Der fik jeg så den epiduralblokade, som har ødelagt mine muskler idag.
    Så den ville jeg gerne ha´ været foruden...
    Men derfor ville jeg gerne have haft en mere.
    Men sådan skulle det desværre ikke gå.
    Så jeg bruger alt min kærlighed på de to jeg har.
    To skønne drenge på 24 og 14 år.
    Dejligt billede...
    Og tillykke med Alfred, dejlig dreng...
    Knus Susi

    Knus Susi

    SvarSlet
  5. Fødselsberetning gør bare et eller andet ved med efter jeg selv har født! Jeg får tårer i øjnene og minder kommer frem.
    Ja det der med 1 cm i timen havde jeg også hørt, men efter 45 min veer var jeg 6 cm åben og de sidste 4 tog mig lidt under 2 timer og jeg var første gangs fødende.

    Tillykke med lille Alfred, allerede 1 år! Husker tydeligt da du fik ham, da var jeg selv gravid med Anker og havde lige fået kønnet afvide, derfor lagde jeg lidt ekstra mærke til alle drenge mødrene i blogland!

    SvarSlet
  6. Åh altså. Måtte lige fælde en tåre.
    Tillykke med ham Ulla! Tænk sig, at der allerede er gået et år! ET ÅR?! Jeg synes lige vi, du, Mette Westmose og jeg, har lykønsket hinanden. Min Alvin fylder jo 1 år om en uge. Jeg er fuldstændig rundt på gulvet over hvor hurtigt tiden går.
    Endnu en gang tillykke, søde Ulla!
    Kh Louise

    SvarSlet
  7. Stort tillykke med din lille Alfred. Jeg får altid tårer i øjnene af fødselsberetninger og selvfølgelig også din. Den minder meget om min fødsel af Eva, jeg kom også på fødestuen og var i tvivl om jeg var i fødsel, men havde så åbnet mig 6 cm uden rigtig at have mærket det og fødte derefter også vildt hurtigt efter de tog vandet. Åhh, gad lige nu godt at skulle føde igen, for det er bare så specielt og smukt og surrealistisk på en gang.

    SvarSlet
  8. Stort tillykke med Alfred - dejlige indlæg der giver mig en stor klump i halsen...for kan næsten ikke holde ud at det første år er gået så stærkt...Knus herfra

    SvarSlet
  9. Stort tillykke med ham, håber I har haft en dejlig dag :o).
    Vi har også lige fejret vores lillebror for knap en måned siden. Der er sket meget på det første år, hvor er der meget personlighed allerede nu...

    Hvor lyder dine beretning da bare meget som mine. Her anden gang havde jeg desværre ikke en sygeplejerske mor, så fik sendt manden på arbejde (1/2 times kørsel) for blot at ringe efter han tre kvarter senere. Jeg kan nemlig heller ikke rigtig mærke noget før jeg rejser mig op, men så går det til gengæld stærkt. Så derfor lykkes det ikke at føde i vand første gang og her anden gang nåede jeg slet ikke at gøre et forsøg. Heldigvis var det før det nærmeste sygehus lukkede ned for fødsler, så vi nåede skam godt en time på fødestuen (hedder det, det?) inden lillebror kom til verden. Storebror tror derfor nu, at små søskende bare er noget man henter på sygehuset, han blev jo afleveret og hentet som normalt i børnehaven ;o)

    SvarSlet
  10. Åååh søde Ulla...får helt "chills" af at læse din beretningn....for trods alt er det jo ikke et år siden jeg selv lå dér og brølede som en løve og fik Victor bragt til verden:-) Så man føler sig helt sat tilbage til fødegangen endnu engang!!
    Tak fordi du havde lyst til at dele med os..og et STORT tillykke med din mindste store dreng i dag:-)
    Knus Malene

    SvarSlet
  11. Sådan en fødselsberetning vil jeg også have, måske opgraderet til 10 cm på 30 min? Bare for at få det overstået ;)
    Og fedt han blev født på sin terminsdato, kun 4% bliver det :D
    Tillykke med ham!

    SvarSlet
  12. AV AV AV for pokker da! Hvor vildt du kan udvide dig så meget på så kort tid! Rørende beretning Ulla. Et stort tillykke med dejlige Alfie. Tænk, han allerede er 1 år. Stort hurra :o)

    SvarSlet
  13. Så tuder jeg igen... og hold op hvor ser du forelsket ud Ulla

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.