onsdag den 19. oktober 2011

Brød, brød, brød...

Bertram er syg og har de sidste tre dage været hjemme hos mig. Gearet er helt i bund og dagene går med pleje, nusseri, små håndholdte projekter og Hama perler, hvilket er Bertram's favoritbeskæftigelse og som han heldigvis ikke har været for syg til at gå i kast med.
Idag har han siddet i spisekrogen i køkkenet og øvet sit pincetgreb til hudløshed, alt imens jeg har begivet mig ud i noget af en brødeventyr.
Jeg har længe ønsket mig bogen Meyers Bageri, og da min mor så fandt den til kun 79 kroner i Føtex, slog hun til og havde den med herned til mig, sidst de var på besøg.
Den grundlæggende teknik i bogen er, at man går back to basics og bruger surdej som hævemiddel. Ikke kun i rugbrødsopskrifterne med også til alle andre brød i bogen - franskbrødene om man vil.

Derfor har jeg blandet en grundsurdej, der nu skal stå og hygge sig i 10 dage ved stuetemperatur indtil den lugter af øl, og så skal jeg igang med opskrifterne i bogen!

 Indtil da benytter jeg mig af gær og har netop nu disse grovpitabrød til at stå til hævning. Det er Bertram der har bestemt aftenens menu og pitabrød med lækkert fyld er nu heller ikke sådan at kimse ad.

 ...og når jeg nu lige var igang og havde en lille bitte klump gær i overskud, så smækkede jeg lige dej sammen til verdens bedste brød. Nu står dejen på min terrasse, hvor den skal blive stående natten over. Imorgen skal brødet bages i en gryde i ovnen, og jeg er overordentligt spændt på om det nu virkelig også bliver til verdens bedste brød. Det er jo et ret stort løfte at komme med.
 

13 kommentarer:

  1. Brød er godt !
    Og tænk, hvis du kan bage verdens bedste !!!
    :-)
    God bedring til Bertram- mester fa Hama :-)

    SvarSlet
  2. Jeg har også netop investeret i samme bog og er ved at gøre mig klog på surdej. - Han er god til at gøre det letforståeligt.
    Til gengæld er det både godt og skidt at han bruger så mange forskellige meltyper, man kan aldrig bare bage et brød uden først at skulle på den store indkøbstur.

    SvarSlet
  3. Der er da ikke noget bedre end hjemmebagt brød! Verdens bedste brød er der vist mange meninger om - det blev aldrig rigtig en succes her i huset ;)

    -karenbykaren

    SvarSlet
  4. Miri, ja tænk nu hvis.... Det er meget spændende! :-)

    Ida, lige på det punkt der bliver jeg altid sådan lidt på tværs, så jeg plejer bare (i andre opskrifter) at bruge de meltyper jeg har. F.eks. så kan jeg ikke opdrive grahamsmel hernede, så der bruger je bare fuldkornshvede eller spelt istedet. Brødet bliver nok lidt anderledes, men jeg tænker at det nok ikke bliver dårligere :-)

    SvarSlet
  5. nej hvor pudsigt! I dag har jeg købt ind til surdejs opskriften i selvsamme bog. Den skal laves i aften, og næste weekend hvor min mor er på besøg skal der bages Meyer brød!
    Lad lige høre hvilken af opskrifterne du bager når din surdej er klar ikke!
    God bedring til drengen din!

    SvarSlet
  6. Karen, jeg er også spændt og lidt skeptisk :-)

    SvarSlet
  7. Øv! det da synd for Bertram, håber han snart er ovenpå igen.
    Det ser spændende ud med den surdej.
    Min veninde har lovet, at jeg får en portion af hende en af dagene.
    Så skal jeg igang.
    Den opskrift med Verdens Bedste Brød er super god.
    Bager den rigtig tit.

    Og vi elsker det brød her i huset.

    God bedring med Bertram.

    Knus Susi

    SvarSlet
  8. Det ER verdens lækreste brød. Det smager såååå lækkert, det er bedre end det bedste brød hos den bedste bager ;) hihi... glæd dig.

    SvarSlet
  9. Jeg har også bogen og har forsøgt mig med surdejen. Jeg vil anbefale at surdejen opbevares i et rigeligt stort glas for den"vokser" meget. Min "kravlede" hen over køkkenbordet en morgen vi stod op.
    God fornøjelse med bageriet.

    Kh Mette

    SvarSlet
  10. Jeg har også bagt "verdens bedste brød", og synes det er et rigtig lækkert brød. Det er nemt og har en meget god smag...
    Om det er verdens bedste? Aahhh, brød fra en god fransk bager er nu bedre. ;-)

    Mht. bogen, så er her et link du måske får brug for:
    http://www.meyersmadhus.dk/da/opskrifter/rettelser_til_meyers_bageri.html

    KH Tine

    SvarSlet
  11. Ej, den må jeg da have fat i. Da jeg formentlig hverken kan tåle gluten eller gær, er denne bog jo lige hvad jeg står og mangler. Melet kan jo nemt erstattes med glutenfri. Er spændt på om franskbrød og den slags bliver ligeså lækkert, når det er lavet på surdej.

    SvarSlet
  12. Hej Ulla
    Det er en super bog, som jeg bruger igen og igen og igen. Hjemme hos os spiser vi stort set kun rugbrød fra den bog - det mørke. Og gulerodsbrud, pain au chocolat og flutes kan VIRKELIG anbefales. Mit næste projekt er græskarbrødet, som selvfølgelig skal bages af græskarkød og græskarkerner fra halloween græskarhovedet, der skal laves i weekenden :-)
    kh Tine

    SvarSlet
  13. Held og lykke med surdejen! Jeg har prøvet at lave den to gange efter Meyers opskrift, men den er død begge gange. Så prøvede jeg at købe en fra Meyers Deli da jeg var i København, men den døde også :( Jeg har ingen anelse om, hvad jeg gør galt? Jeg elsker hans opskrifter, så ikke at kunne følge dem 100%, er ret træls. Nu er jeg gået over til verdens "bedste" brød. Herhjemme bliver det bare kaldt det "nemmeste", for så godt er det heller ikke.. Men fint hverdagsbrød og dejligt hurtigt at lave. Jeg mikser bare med det mel jeg har, bruger aldrig kun hvedemel :) Held og lykke med bagningen! :D

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.