mandag den 7. marts 2011

Så får I sgu lige en omgang karnevalsbilleder!

(Der gik lidt bla bla i den i starten af dette indlæg, så hvis du bare vil se billeder, så værsgo at scrolle ned)!

Vi har haft en helt fantastisk skøn karnevals weekend!! Jeg har været alene med drengene, da Bo er kommet sig over sin knæskade og dermed lykkeligvis er tilbage på grønsværen. Jeg havde i øvrigt glemt hvor meget det kræver at være alene med børnene.
Har ikke været alene i weekenderne (som jeg ellers normalt altid er) siden midten af november, hvor Bo blev skadet. Jeg kan godt mærke at Alfred er blevet ældre og dermed ikke sover så mange af døgnets timer, som han har gjort, så det er bare PÅ fra morgenstunden og så indtil de kommer i seng om aftenen. Ikke noget glansbillede dér - det er sgu hardcore og jeg er gennemstegt på alle sider, når drengene først sover. Så når slagmarken lige er ryddet, så har der bare været dømt sofakartoffel fra min side!

Derfor er det overhovedet heller ikke blevet til noget kreativt fra min hånd i denne weekend, selvom jeg vist kom til at proklamere at mine drengeskjorter ville blive færdige og komme på shoppen sidst på ugen....bum bum bum...skal vi sige at jeg mente denne uge? ;o)


Som afslutning på dette lille sidespring sender jeg hermed lige props til alle jer andre seje mødre, der ofte holder skansen alene! 
P R O P S !


Karnevalet er som tidligere nævnt i fuld gang hernede i Mainz. Weekenden har derfor budt på karnevalsoptog både lørdag og søndag. Lørdag var det her i vores egen forstad, hvor der er et ca. en halv time langt optog, og igår var vi sammen med mange andre inviteret hjem til lederen af børnehaven, som bor i naboforstaden, som lægger gader til et af de største og mest besøgte optog i byen. Hun har hus og dermed store vinduer lige ud til gaden, hvor det hele foregår, så børnene kan sidde i tryg afstand og lige over hovederne på alle de andre tilskuere og se det hele! Vinduerne stod på vid gab og så hang der ellers 10 udklædte børn ud af dem for at se på det halvanden time lange optog, hvor der jo som det ALLERVIGSTIGSTE bliver kastet slik ud i spandevis. Og de kaster også ind ad vinduerne! De store drenge (deribland Rasmus) var også med ude på gaden, for at stå lige der hvor det sker (og hvor der er mulighed for mest slik :-))

Jeg må sige at jeg er fuldstændig solgt til denne karnevalstradition. Det er så gennemført og helt igennem festligt. Alle - både børn og voksne - er klædt ud. Altså jeg snakker også om tilskuerne til optoget, og det er super fedt for ungerne også at se alle de voksne i fjollede kostumer. Drengene var til optoget igår klædt ud som konge og troldmand. Denne gang var det Bertrams tur til at have tryllekappen på, og jeg lavede hurtigt en spids hat af gult karton pyntet med sølv zigzag bånd (kan anes på ét af billederne). Dermed blev det mere en troldmand end en cirkustryllekunstner. Selv var jeg kun lige malet lidt i ansigtet, og man føler sig faktisk sådan helt underdressed og uengageret, når man møder op til fastelavnsarrangement uden udklædning, hvilket jo er helt normalt og "legalt" for voksne at gøre i Danmark, hvor det stort set udelukkende er børnenes fest.
Der var tre andre hold forældre til arrangementet igår og de var allesammen klædt ud - også lederen af børnehaven, som åbnede døren i klovnekostume og udbrød den karnevalske hilsen "HELAAAUUU"!
Herligt!

Næste år skal den simpelthen have fuld skrue fra min side!! Tror jeg skal et smut ind i en af de kæmpestore kostumeforretinger her i byen og kigge på udklædninger imorgen. Fastelavn falder tidligt næste år, så måske et varmt pelsdyrekostume af en art...? Jep, næste år går jeg all in og glemmer alt om hvad man gør og ikke gør i Danmark. Bo og jeg er enige om at vi helt sikkert skal tage lidt af denne karnevalstradition med hjem til Danmark, når vi engang skal flytte herfra. Voksne klæder sig simpelthen alt for lidt ud i Danmark, så mere af det, tak :-)

Solen har skinnet fra en skyfri himmel hele weekenden, hvilket udover at være skønt for krop og sjæl også er noget Nikon'en elsker! Så hermed en omgang farverige billeder af to stk. solbeskinnede fastelavnsoptog. Ja, jeg er altså meget dårlig til at sortere billeder fra, så værsgo - 45 stk.
Bare lige for at understrege hvor meget der bliver gjort ud af det, så vil jeg lige nævne at de to legomænd på billede nr. 3 altså tilhører to tilskuere.














































Arh, der kan vist godt lige snige sig et billede mere ind. Dette syn mødte mig fredag morgen kl. 9 lige udenfor min hoveddør, og det er der slet intet sjældent i under fastelavns/karnevalssæsonen hernede. Jamen, er det kun mig der synes det er fedt, at se granvoksne mænd i lyserøde æselkostumer?

11 kommentarer:

  1. Elsker bare at du er gået all-in med billeder i dette indlæg! Man får virkelig fat i stemningen :D
    Elsker også at se voksne klædt ud i lyserøde æselkostumer ;o)
    Og du må meget gerne medbringe lidt karnevals traditioner når du engang vender tilbage til Danmark! Det kunne vi uden tvivl godt have brug for :D

    SvarSlet
  2. Fedt fedt fedt... Ja, voksne klæder sig alt for sjællendt ud. Mere udklædning tak ;)

    SvarSlet
  3. Hvor skøn en tradition og meget stemningsfulde billeder. Synes at det er skønt, når vi voksne klæder ud :D

    Sidste år holdt vi en fastelavnsfest kun for voksne, hvor vi klædte ud og fik vores venner til det samme. Se her: http://aebleblomstblog.blogspot.com/2010/02/fastelavnsfest-kun-for-voksne.html

    God idé at tage inspiration med, når i drager nordpå igen :)

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
  4. Dejligt med de mange billeder! Det giver virkelig et godt billede af stemningen - og hvordan skulle man sortere nogen af dem fra? ;)

    Jeg er helt enig med dig i, at vi klæder os for lidt ud i Danmark. Jeg har i flere år haft lyst til at lave en Halloweenfest med ALT hvad dertil hører (incl. gravsten i forhaven) - men Gemalen er simpelthen for kedelig (!?) så det er endnu ikke lykkedes mig at overtale ham.
    I år må det være! Hvis jeg begynder at præparere ham allerede nu, så lykkes det måske ;)

    Glæder mig til at se dit kostume - der er da masser af glitterstof og glimmer/fjerboa/pailletter at købe, kan jeg se, så det er bare med at finde kreativiteten frem. Når der ind imellem er tid til det.

    ~ Karina

    SvarSlet
  5. Du har ret - der sker ALT for lidt af den slags i Danmark!!! Hvor ser det bare helt igennem faktastisk ud - det er jo nærmest værd at rejse efter...

    SvarSlet
  6. Fantastisk indlæg med dejlige og stemningsfulde billeder!
    KH Ulla

    SvarSlet
  7. Sikke en forfriskende fest.
    Det ville jeg gerne opleve.
    Det er da så energigivende og point lige ind på plus siden på humørkontoen.

    SvarSlet
  8. Hej Ulla
    Ja fede billeder :) Jeg har boet i Nordtyskland, så aldrig oplevet det live og det tror jeg må være det fedeste! Jeg har altid haft sådan en had-forhold til den tyske karneval, men det er på grund af alle de forfærdelige tv-udsendelser der er og når man så bare bor der, hvor intet sker, er det sgu lidt kedeligt :)
    Men fede billeder, glæder mig til at se dig udklædt næste år!
    KH Mette

    SvarSlet
  9. Åh ja Karneval er bare SÅ meget federe end fastelavn i DK ;0)

    SvarSlet
  10. Hvor er det fedt at synke ned i dit billedunivers! Det er næsten (men også kun næsten...) som at komme ud at rejse selv! Fede stemninger!

    SvarSlet
  11. Flotte billeder. Det bringer mig tilbage til min egen barndom hvor jeg var hjemme ved min bedstemor og bedstefar så så vi gerne karnevalsoptog i mange timer. Gad godt opleve det i virkeligheden. Her er vi nød til at nøjes med et lille optog der er i vojens hvert år men det giver da masser af slik *ss*

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.