fredag den 30. april 2010

Graviditet er jo ikke en sygdom!

Nedenstående indlæg er skrevet (men først nu udgivet) netop som jeg var kommet hjem efter mit hospitalsophold. Jeg var stadig meget dårlig på daværende tidspunkt, så er I ikke til ynk og selvmedlidenhed, så spring bare dette lille kapitel i mit liv over. Jeg havde åbenbart behov for at få det skrevet ned, og finder det også nu selv meget negativt at læse, men de negative oplevelser er jo også en del af det liv vi lever - og heldigvis noget vi bagefter kan se tilbage på og samtidig glæde os over, at vi kom ud på den ande side.


Jeg er nu i min 18. graviditetsuge, kvalmen er næsten væk og opkast forekommer kun hver 2.-3. dag, hvilket jeg med lethed kan leve med, efter det jeg har stået igennem de sidste 12 uger!! Jeg er lykkelig og glæder mig uendeligt til vores 3. lille mirakel ser dagens lys til efteråret.


Jeg er overvældet og meget meget glad for alle de søde og kærlige beskeder, mails og tanker mange af jer skønne blog kvinder har sendt mig! Tusind tusind tak skal I have! Jeg skylder mange mails og kommentarer til alle jer samt til alle mine Lullaby kunder, der forgæves har været forbi shoppen den sidste lange tid.
Selvom jeg ikke har haft overskud til hverken at passe shop, blog eller indbakke, så har jeg i ny og næ været forbi min indbakke og har suget hvert et sødt og bekymret ord til mig, og I skal vide, at jeg virkelig  har sat pris på hver en mail jeg har fået, og inden jeg drager på sommerferie med mand og børn om 10 dage, så vil jeg gøre mit bedste for at skrive en personlig tak til jer alle.


Her har I så min tunge sygeberetning:


Graviditet er jo ikke en sygdom. Jeg HADER virkelig den sætning!! Nej nej bevares det er da ikke en sygdom i sig selv, men bivirkningerne kan jo blive så voldsomme, at de udløser en sygdomstilstand kaldet hyperemesis.
Hvis du ikke gider at læse en lang selvmedlidende smøre om sygdom og dårligdom, så bare stop nu.


Jeg er i skrivende stund i 9. uge, netop udskrevet fra en uges hospitaltsophold, 5 kg. lettere og meget bleg og ligner ærlig talt en hængt kat! Ok, jeg ser MEGET bedre ud nu (og har det også bedre) end da jeg blev indlagt. 
Jeg var i mine to første graviditeter også meget ramt af kvalme og opkast flere gange dagligt. Værst var det fra 8. - 16. graviditetsuge, hvor det derefter aftog men dog kom og gik resten af graviditeten. Derfor var jeg godt klar over hvad klokken havde slået, da jeg i januar testede gravid med vores 3. ønskebarn.


Jeg priste mig lykkelig for, hvor perfekt det var timet. Jeg kunne netop nå på messen i København, få mine sidste ordrer afsted og nå at dysse ned for tempoet inden kvalme og opkast ville sætte ind.
Men sådan skulle det så ikke gå denne gang....


Dagene optil min københavner tur (hvor jeg kun var i uge 6), mærkede jeg en lille bitte snigende kvalme. Jeg slog det hen og fokuserede fortsat på min lille hyggetur til DK.
Det blev dog svært at slå det hen, eftersom det nærmest blev fordoblet i styrke for hver dag. Min tur var således præget af kvalme døgnet rundt. Jeg sov umådeligt dårligt, vendte og drejede mig, spiste bananer midt om natten og vågnede ikke så udhvilet om morgenerne.
Jeg slæbte mig igennem de 3 dage med minus overskud og kørte i allerhøjeste grad på overdrive.
Jeg havde kun kastet op to gange, men jeg mærkede tydeligt på min krop hvor det her skulle bære hen.
Da jeg søndag morgen sad i taxaen på vej fra Frankfurt banegård til mit hjem i Mainz, havde jeg det som om jeg skulle dø. Jeg havde forklaret chaufføren hvordan landet lå og sad hele turen med en brækpose op foran munden.
Jeg nåede dog hjem uden at besørge i vognen, men måtte styrte direkte ud på toilettet da jeg kom hjem. Min krop kollapsede lige der. Den kunne ikke mere! Jeg var færdig! Havde brugt alt for meget energi de seneste 3 dage og var komplet drænet.
Den følgende uge var jeg overhovedet ikke ude af sengen. Jeg havde kvalme på højeste niveau hele døgnet rundt og kastede op hele tiden. Selv om natten måtte jeg op et par gange for at min krop kunne krænge galde op.
Jeg tror ikke man kan sætte sig ind i hvordan det er at have det så fysisk dårligt, hvis ikke man har prøvet det. Hvor ufatteligt det påvirker psyken. Jeg forsvandt fuldstændig - dykkede ned i et stort sort hul, hvor alt jeg kunne tænke på var min egen dårligdom. Jeg følte INGEN glæde ved min graviditet overhovedet! Havde nærmest ingen kontakt til Bo og drengene. Bo klarede alt herhjemme imens jeg lå i min egen lille depression inde i sengen med lyset slukket.
Fysisk var jeg helt og aldeles faldefærdig. Jeg fik ingen energi. Kæmpede mod en voldsom apetitløshed og madlede. De få ting jeg fik i mig kom op igen, og jeg var komplet dehydreret. Mine tænder var ru af mavesyre og min hals smertede noget så frygteligt. Min krop gjorde ondt, når den krampede og gav sig de mange gange jeg kastede op. Jeg havde svært ved bare at gå de få skridt ud på badeværelset uden at føle at jeg skulle besvime.


Jeg havde en eftermiddag, hvor Bo var igang med at lave aftensmad, fået slæbt mig ud i køkkenet.
Jeg var helt nede at skrabe bunden den dag! Jeg forbandede graviditetet, var grædefærdig over at jeg savnede mine børn, og følte jeg svigtede dem og at mine bånd til dem blev svagere for hver dag. Jeg ville ikke havde det sådan. Ville ikke IKKE kunne være noget for nogen, og sagde til Bo at jeg ville have en abort. Jeg mente det i det øjeblik jeg sagde det. Jeg havde intet perspektiv og kunne på ingen måde se lyset og lykken for enden af tunnelen. Bo sagde bare promte, at det kunne der sgu ikke være tale om. Han forsikrede mig om, at ungerne ikke led nogen nød, at det jo kun var midlertidigt og at det ville ende i ren lykke.
Jeg synes bare han var en uforstående og urimelig idiot, der jo ikke kunne se og mærke hvor skidt jeg havde det, men jeg kom dog alligevel ud af min midlertidige sindsyge og tog abortplanerne i mig igen.


Dagen efter skulle vi til lægen, og jeg måtte slæbe mig selv i det første bad i 5 dage. Jeg var så afkræftet at jeg måtte tage mig sammen i et kvarter før jeg kunne rejse mig og række ud efter sæben nede i fodenden af badekaret. Jeg overvejede om jeg skulle vente den halve time til Bo kom hjem fra træning, så han kunne række det til mig.
Hos lægen kunne jeg ikke engang sidde oprejst i venteværelset og måtte ud og kaste op to gange på det kvarter vi ventede inden vi kom ind.
Jeg var ikke mentalt til stede ved konsultationen, men sad bare og stirrede ned i gulvet imens Bo førte ordet. Lægen kunne godt se at den var helt gal, og sagde at jeg skulle indlægges. Dér brød jeg sammen og græd bare. Jeg tror bare jeg var lettet over, at der var et andet menneske der tog over og gjorde noget for at jeg skulle få det bedre.


Pga. Bo's fodbold og fordi vi ikke har familie hernede, der kan træde til, måtte jeg vente to dage før det kunne lade sig gøre, at jeg kunne indlægges. Bo havde en kamp og skulle være væk i to dage. Dog endte det alligevel med at vores gode tyske venner hernede tog begge drenge til overnatning hele weekenden, og jeg lå alene hjemme og fortsatte min eleninghed. På dagen hvor jeg skulle indlægges var det så slemt i min hals at jeg kastede blod op pga. sår i spiserøret forårsaget af alt den mavesyre, der passerede mellem 5 og 10 gange dagligt.
Jeg var grydeklar, om man så må sige, til den indlæggelse.
Jeg fik på hospitalet infussioner med væske, vitaminer, kvalmestillende medicin (som dog ikke virkede) og glucose dagligt, og kunne mærke at jeg dag for dag fik det bedre. Jeg kunne endda gå en lille tur udenfor hospitalet efter 4 dage. Jeg var dog grov depri af at ligge på hospitalet og glo ud i luften og stadig have kvalme døgnet rundt, så to dage før min behandling efter planen skulle slutte bad jeg om at blive udskrevet. Jeg ville bare hjem til min mand og ikke mindst mine børn, som jeg savnede noget så frygteligt.
Overlægen var vist lidt fornærmet ovet at jeg ignorerede hans anbefalinger, men jeg argumenterede med at maden på sygehuset var så dårlig, at jeg stort set ikke spiste noget og at jeg ville få mere mad indebords hjemme hos mig selv. Efter at have skrevet under på at det var på eget ansvar jeg lod mig udskrive gik turen hjemad. Bo og Bertram hentede mig - solen skinnede, vinden var lun og termometeret viste 14 grader.
For første gang i mange dage følte jeg glæde og sad hele turen hjem med vinduet rullet ned og mærkede den lune forårsluft og solen skinne på mit ansigtet.


Nu har jeg været hjemme i 4 dage og har det meget meget bedre. Mine forældre kom for 3 dage siden og jeg må sige, at der nok ikke findes bedre kombination end en mor/sygelejerke-efterlønner!!
Dog er der nok desværre lang vej til en Ulla i fuld hopla - suk!