Jeg er bange for at flyve, så jeg undgår det helst.
Derfor tager jeg altid nattoget, når jeg skal til og fra Danmark uden min kære mand, som er ham i familien med kørekortet.
Jeg har mange gange taget toget - også med drengene, som elsker det. De glæder sig i flere dage og synes simpelthen bare det er så hyggeligt og spændende med vores lille sovekupé med håndvask og det hele. Ok, nu siger jeg "og det hele"..... faktisk er det ikke andet end to smalle senge (en over og en under), et lillebitte skab samt en håndvask, med en lille skydelåge over, så det også kan fungere som bord - smart, hva! Når først alle taskerne er kommet ind i kupéen er der ca. ½ kvadratmeter gulvplads tilbage, men når man kun skal sove der, betyder det jo heller ikke noget.
En anden smart ting ved at tage toget frem for flyveren er, at man kan have (næsten) uendeligt meget bagage med, og der er ikke noget der hedder overvægt, hvilket jo er meget praktisk når man har en hulans masse julegaver samt januarudsalgs-godter der skal med hjem ;o)
Det skal dog lige nævnes, at det med den megen bagage virker bedst, hvis man har nogen til at hente og bringe én helt ude på perronen!! 12 tasker bærer jo ikke sig selv, vel.
.
Til trods for nemheden med tog, så kan det godt være besværligt alligevel, hvis alt ikke går op i en højere enhed. Det blev min netop overståede hjemrejse et bevis på.
.
Fredag tæt på kl. 21 befinder jeg mig således med begge drenge og mine forældre på Kolding Station. Drengene fryser lidt i venterummet, men er ellers spændte. Både på togturen og på farmand som venter i den anden ende (efter en 10 dage lang træningslejr i Spanien).
.
Vi kommer med mine forældres hjælp godt afsted. De 12 tasker bliver bugseret ind og bliver placeret dels i et opbevaringsrum på gangen og dels inde i vores kupé. Drengene falder hurtigt i søvn nede i underkøjen med hovedet i hver sin ende, og jeg hygger mig med et par sladder- og boligblade inden jeg falder i søvn i overkøjen.
Kl. 6.15 (40 minutter før toget planmæssigt skal være i Frankfurt) har jeg bestilt vækning af togpersonalet, og ganske som forventet bliver der banket på døren.
1½ times forsinkelse er beskeden. Nå, vi har ikke travlt eller har nogen som helst planer den lørdag, så pyt med det. Jeg får ringet til Bo lige i tide. Han sad allerede ude i bilen og havde netop tændt motoren for at køre mod Frankfurt Süd Bahnhof. Ind i sengen med ham igen :-)
Drengene er nu vågne, og efter lidt putten under de varme dyner er de klar til lidt morgenmad (som i situationens anleding består af æbler og pitabrød).
Kl. 7.35 kommer personalet ind igen med beskeden om at vi er inde om 30-40 minutter. Ok, lidt er der hentet tænker jeg, så jeg skynder mig at ringe til Bo for at bede ham køre afsted med det samme, da der præcis er 40 minutter fra vores hoveddør til Frankfurt sydbanegård, og jeg helst ikke vil stå med 2xbørn og 12xtasker alene. Intet svar får jeg men ingen grund til panik. Han er vel på vej, tænker jeg, så børnene og jeg hygger videre.
Et par minutter senere kan jeg mærke at vi sætter farten ned, som når man er ved at være ved en station. Jeg ruller mørklægningsgardinet op, og skuler ud i morgenmørket.
Hmmm, dette er da en stor by tænker jeg......ok, den er ret stor.....og farten sagtnes stadig....VOLKSWAGEN FRANKFURT står der så pludselig med store bogstaver på en bygning!!!!!
Shit !! Drengene sidder stadig oppe i min overkøje i strømpebukser og spiser morgenmad og vores ting ligger rundt omkring i det lille rum. Jeg skal her lige nævne at dette nattog aldrig har afsat mere end maks 2 minutter på hver station - det er ud/ind og afsted med det samme.
Jeg nærmest flår drengene ned fra køjen. På med støvler, jakker og huer og afsted med dem ud af rummet, så jeg kan få plads til at samle vores ting sammen og komme ud med mine 12 (!!!) tasker.
Ude på gangen møder jeg en ligeså panikken togdame, der siger at vi nu er i Frankfurt (toget holder nu helt stille) og at vi skal af! Siger du det?! Jeg får lige flået hovedet verbalt af hende og siger, at de bare har at vente på at vi kan få samlet ting sammen og komme af! Hun nikker bare undskyldende og panikken, og drøner videre ned ad gangen for at vække (!!!!) et ungt engelsk par som også skal af i Frankfurt. 1 sekund senere på næsten olympisk længdespringsmanér flyver den kvindelige brite henover hovedet på min lille Bertram ude på gangen og videre ud på toilettet.
.
Behøver jeg at sige, at de er pænt meget mere oppe at køre end mig, da vi alle sammen 5 minutter senere står på perronen, og de kun er iført nattøj, backpack og morgenhår!?
Minus 8 grader, 12 tasker (er I snart med på at jeg havde 12 tasker? :-)) og 2 børn, der stadig kun har strømpebukser på benene og ingen vanter.
Jeg ringer og ringer og ringer til Bo men får bare den skide telefonsvarer. Jeg får sendt en kællingesur sms afsted med hvorfor f.... han har sin telefon på lydløs, og at jeg står her med to forfrosne børn og ikke aner om han overhovedet er på vej. Den besked efterfølger jeg så med endnu en besked blot med teksten "FUUUUUUUUCK!" Den er jo egentlig ikke mindet på ham - det er bare lige noget jeg skal af med, og som jeg jo ikke kan sige foran børnene (det hjælper i øvrigt ikke så meget at taste det på en mobil som det gør at brøle det ud). Stakkels (ægte)mand - det er jo ikke hans skyld at togpersonalet er helt væk.
.
Jamen, undskyld mig, men hvad er der lige foregået i det tog? Vi var ca. en halv time forinden kørt fra en Station der hed Fulda da jeg får beskeden om de 30-40 minutter. Jeg aner ikke hvor Fulda ligger, så det er ikke noget der giver mig en indikation på hvor vi befinder os, men det må man da gå ud fra at togpersonalet gør. Det svarer til at en togdame umiddelbart efter Høje Tåstrup giver passagererne en meddelelese om, at nu er der 30-40 minutter til København! Magen til sovende personale skal man da lede længe efter.
.
Nå, jeg får med hjælp fra en venlig mand (som jeg dog bagefter finder ud af er en taxa chauffør, der håber på en tur) bugseret tasker og børn ned at de mange trapper og ned på den underjordiske banegård. Jeg skal da lige for helhedsindtrykkets skyld nævne, at Frankfurt Syd er en pænt skummel banegård. Den er ubemandet (udover manden i bladkiosken), kold og et tilflugtssted for misbrugere, tiggere og andre triste skæbner. Måske lige stadiet over undergrunden i New York. Ikke et sted man har lyst til at opholde sig mere end højst nødvendigt, og da slet ikke med to små børn. Heldigvis er der i morgenmyldretidens travlhed mere liv end der har været de sene aftentimer, hvor jeg har taget nattoget derfra, så det tager da lige toppen af min aversion mod stedet.
.
.Jeg er nu oppe på en 20-30 ubesvarede opkald til Bo, 45 minutter er gået, drengene fryser (selvom jeg har fundet bukser og vanter frem til dem) og jeg har netop fundet mig et tilforladeligt kinesisk ægtepar, som er så søde at passe på mine ting imens jeg går udenfor og finder mig en taxa med chauffør, der kan få mig, børnene og alt mit habengut ind i en vogn og hjeeeeeem.
Halvvejs ude af banegården ringer min telefon. Det er Bo - han er 10 minutter fra at være fremme. Hans telefon har været på lydløs siden han forlod vores hjem for en time siden. Der er faldet en del sne om natten (hvilket jeg jo ikke har bemærket, da jeg har befundet mig på skinnerne og under jorden) og trafikken er helt lammet.
.
Jeg er bare lykkelig for endelig at blive REDDET! Ja ja, lidt melodramatisk har man vel lov at være :-)
Igennem den ilende menneskemængde kan jeg 15 minutter senere skimte min knight in shining armor. Hans timing er perfekt - jeg bliver nemlig i netop samme øjeblik antastet af ét stk. tarvelig mand med tivoli åben, fedtet hår og Fernet Branca ånde, der vil høre hvad schådan en yndig dame og to børn laver alene her. Ja, det må du sgu nok have lov at spørge om, og jeg kan med det samme pegende sige at "der kommer min mand, så vi klarer os, ellers tak for din omsorg".
.
Drengene er ellevilde da de ser deres far og vice versa. Turen hjem er, trods den megen sne og en fart på kun 60 km. i timen på motorvejen, dejlig.
(Frankfurt i snehvid stilhed)
Varmen er skruet helt op, børnene snakker i munden på hinanden i deres iver efter at fortælle deres far om alt det, de har oplevet på ferien hos mormor og bedstefar, hvorefter de falder i søvn og Bo og jeg sludrer og griner af hele situationen...og snakker VOKSENsnak. Skønt!
(Et uvant snekaos)
(Sneklædt motorvej)
ENDELIG HJEMME!
Det gode ved sådanne oplevelser er, at de er ret så sjove i retrospekt ;o)
