tirsdag den 6. oktober 2009

Århusminder og yndlingsbutik

Jeg er århusianer!
Selvom jeg har fundet mig en københavnermand (og nåede at blive ret glad for København inden vi vendte snuden mod Tyskland), så er jeg stadig århusianer og jeg elsker stadig min fødeby.

Jeg er født og opvokset der, og den vil altid betyde uendeligt meget for mig....den gemmer på så mange minder. En hel barndom, en hel ungdom og en lille smule voksendom.

Nytårsaftener på Store Torv, slentreture nedad strøget i gymnasietidens frikvartere, sommeraftener på caféerne nede ved åen, fuld fart ned ad kælkebakken i flyverdragt og 80'er moonboots, en hemmelig cigaret sammen med bedsteveninden bagved legehuset på villakvarterets legeplads, uhyggelige eventyr på det gamle forladte kapels kirkegård, september æblerov, solbeskinnede bare maver i Mindeparken, rundbold med børnene fra vejen, det første tungekys på konfirmantlejr i 7. klasse, sand mellem tæerne på Moesgaard strand, Vikingetræf med kæmpeknækbrød og (næsten) vaskeægte vikingekamp ved selvsamme strand syd for byen, Grønne koncerter, julemarked i Den Gamle By........ åh, jeg kunne blive ved, for jeg har hjertet fyldt med billeder af mine 26½ år i Smilets By.
Min familie og mange af mine venner bor der stadig, så jeg kommer der jo jævnligt. Nede i det hyggelige gamle brostensbelagte kvarter kaldet latinerkvarteret ligger der et hav af lækre små butikker, frisørsaloner og hyggelige caféer, og det oser i det hele taget ef boheme agtig stemning.
Midt i en af de små brostensbelagte gader ligger min yndlings børnetøjsbutik Lady Marmelade


En lille hyggelig butik fyldt med lækre unikke sager i den fineste kvalitet og i de reneste naturmaterialer. Masser af håndstrikkede lækkerier, ægte 70'er kræs og fint økologisk babytøj.
Som drengemor er jeg især begejstret for de mange unisex varer de har, som f.eks denne skønne unika strikvest jeg lige har erhvervet mig. Den passer fra 3-6 år, hvilket er fantastisk, når man har en 3 årig og en 5 årig - delevest siger jeg bare!
Derudover har de verdens lækreste børneskomærke - det italienske Pépé. Simpelthen de flotteste sko og støvler som tilmed er super holdbare, smørbløde i skindet og så osende af 70'er fødder, at jeg bliver helt blød i knæene.
.
Jeg er kommet i butikken siden jeg ventede Rasmus i 2004, og den er stadig på min faste shoppe-rute de ca. to gange om året jeg er hjemme i Århus. Nu har de til min store fornøjelse også fået webshop - juhuuuuuu ! Lidt dårligt for pengepungen men dejligt for mit shoppehjerte :)

Der er to mere af Latinerkvarterets butikker jeg lige vil slå et slag for. Den ene er min søde veninde Nanna's butik "Bloomers", som sælger super lækkert tøj og tilbehør - til voksne vel at mærke.

Den anden er det rene slaraffenland af farver, boligtilbehør, opbevaringskasser, æsker, kurve, tæpper, puder, Rie Elise Larsen pynt - ja, ALT det man altid lige kan bruge lidt mere af :-)
Det er Boxdeluxe, som også har en propfyldt webshop man kan gå amok i.
.

6 kommentarer:

  1. Du giver mig helt hjemve til Århus når du skriver om alle de dejlige minder!
    Ja, er man født og opvokset i Århus, så tror jeg altid man vil være århusianer - det er nemlig noget man kan være stolt af!!

    SvarSlet
  2. Jeg må på shopping i århus tror jeg.. sikke lækker butik..

    SvarSlet
  3. Ja, det skal du Christina! Der er mange lækre butikker og hyggelige caféer, så det kan jeg varmt anbefale :-)

    SvarSlet
  4. Wow... Ville altså give min højre arm (næsten) for den vest øverst! Hvor er den skøn;o)

    SvarSlet
  5. Jamen, den er bare så skøn! Jeg glæder mig også meget til at modtage den. Nu har min mor hentet den i butikken og så ser jeg den først live når mine forældre kommer ned og besøger os om en måneds tid. De har altså også en i gul, som er super flot! Jeg kunne næsten ikke vælge ;o)

    SvarSlet
  6. Århus er et skøn by at være og handle i ...specielt til børn! Har været forbi den nye Kiddo butik i Frederiksgade - det kan varmt anbefales. Skønt tøj og fede malede retro møbler til børneværelset....købte et chatol til stuen!

    SvarSlet

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.