tirsdag den 30. juni 2009

Manolo Blahnik og NY souvenirs

.
Ja, jeg kan jo starte med et billede af min lille yndligs New York souvenir - købt i China Town i en lille bitte biks fyldt til randen med, hvad der for nogen er, bras og ragelse - men for mig er små skatte...... I heart NY T-shirts, frihedsgudinder i massevis, nøgleringe, kufferter, kopi solbriller, ghetto guld og snow globes - eller snekugler om man vil. Jeg har en svaghed for usmagelige souvenirs, må jeg indrømme.... Der går ligesom lidt sport i at få dem placeret et sted i hjemmet, hvor de gør sig godt :-) Især snekugler kan jeg slet ikke stå for. Der er bare noget fortryllende, smukt og barndomsminde-fremkaldende over sneen der langsomt og magisk hvirvler rundt i kuglen og stille daler ned på bunden igen. En snekugle kan man ikke have stående på en hylde langt væk fra nysgerrige barnefingre - det er for ondt! Så den står fint på vores spisebord i køkkenet og er blevet rystet og vendt utallige gange - og hvad man ikke kan se på billedet, er at stilken faktisk er knækket af (men limet på igen), men sådan går det jo med ting, sager og bras man slæber med hjem fra rejser og placerer i hjertet af hjemmet :-))
Der røg flere souvenirs i kufferten - en frihedsgudinde, en I heart NY t-shirt og et par krus blev det også til.


Jeg shoppede MEGET andet end snekugler og frihedsgudinder i New York! Byen er jo et shoppemekka uden lige. Man kan jo få ALT! Jeg havde én kuffert med derover og to med hjem. Tøj, børnetøj, legetøj, køkkengrej, kosmetik, smykker og sko - uha ja, SKO! Ikke i flertal men i ental - ja, jeg købte kun ét par sko, MEN....jeg valgte creme de la creme udgaven, og det er mit bedste køb til dato! En vaskeægte Sex and the City sko - selvfølgelig et par guld Manolo Blahniks - skoen jeg har drømt om lige siden jeg så Carrie miste et par til det famøse babyshower, hvor alle gæsterne skulle tage deres sko af.



De er steget lidt i pris siden, kan jeg afsløre (av av!!) - men hva faen, det er jo også mine bryllupssko - selvom de dog fik snigpremiere på min polterabend (og måtte en tur til skomager bagefter - nå, det er glemt nu) ;o) Jeg vil bruge dem til hver en mulig lejlighed, og jeg skiller mig ALDRIG af med dem! Drømmer allerede nu om samme sko i andre farver!
.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du læste med og havde lyst til at lægge en kommentar.