onsdag den 17. december 2008

Danmark - here we come!

.
ENDELIG kom dagen, jeg har ventet på og glædet mig til længe! Om 2 timer ligger jeg i nattoget mod Danmark sammen med mine to drenge. Rasmus har ikke snakket om andet de sidste 3 dage og glæder sig SÅ meget til at sove i et tog imens vi bumler op igennem Europa.

De sover begge nu, men inden længe skal de op og ud i flyverdragterne og bilen før de igen kan falde til ro under dynerne i vores lille sovekupé.


Imorgen kl. 07.18 venter Mormor og Bedstefar på kolding station og så går turen mod Århus og en uge med masser af hygge, juletræsfældning, 4-års fødselsdag hos Josefine, Madagaskar 2 i biffen, bytur med bedste veninden og gammel kammerat for mit vedkommende (uha, glæder mig til at slå mig løs!!) og så selvfølgelig JULEAFTEN!! Mon julemanden kommer i år? Tror jeg har fået lokket Bo til at trække i det røde kostume og give den sit bedste HOHOHO :-)
Desværre skal han blive og træne hernede helt indtil d.23., men heldigvis kommer han da til juleaften!


Der kan godt bestilles varer på shoppen, men ordre vil ikke blive behandlet før jeg atter er tilbage i Tyskland 2. januar.



RIGTIG GOD JUL TIL JER ALLE :o)
.

torsdag den 20. november 2008

Endelig billeder!

.
Så har jeg endelig fået taget billeder af alle de nye sager!!! De er taget med et lille lommekamera, men de er faktisk blevet ok - selvom jeg savner min store Nikon maskine! ;o)
Jeg prioriterede en tur i svømmeren og på bagel-bar med mand og unger idag, så oprettelse af alle varerne - og der er MANGE - må vente til imorgen.

TAAAK for tålmodigheden til jer alle, og hermed et lille smugkig på herlighederne.....






..

tirsdag den 11. november 2008

Kamerabrok, flagranker og huer


Øv, har lige fået melding om at jeg kan forvente endnu 3 uger før jeg ser mit kamera! Hvorfor skal en reparation tage så lang tid?? Jeg kan huske det fra da jeg selv arbejdede i fotobutik, at jeg altid undrede mig over at vi kunne vente 2 måneder på at få et kamera retur fra leverandørernes værksteder?

DET har jeg i hvert fald besluttet at jeg ikke kan vente på, så jeg finder en løsning på det problem og inden længe er der masser af nyt guf på shoppen :-)

Jeg har syet nogle skønne flagranker til børneværelserne. Mine drenge er VILDE med dem, så de har allerede sat sig på 4 af dem, men der er masser til jer også. Selvfølgelig syet i skønne vintage stoffer og med masser af flower power - helt i Lullaby's ånd :-)

En stak juleflagranker blev det også til. De pynter så fint i hjemmet i den hyggelige tid vi går i møde.

Jeg har netop bestilt nogle skønne skønne huer fra USA. Strikket og hæklet af en sød amerikansk krea kvinde. Hun har desuden den lækreste lille søn, som også er hendes hue model ;o)
Jeg forventer at få huerne i december/januar, men da det jo næppe alligevel er varme nok til den danske højvinter, så haster det jo heller ikke med dem! Indtil da kan I stadig bestille de varme velourforede Lullaby huer :-)
Der kommer både stribede strikkede huer med en lille fræk skygge, tøsehuer med blomster samt grove hæklede huer til de frække drenge.



Nå, symaskinen står og kalder. Jeg har stadig en del ordre, men er snart færdige med alle dem fra oktober. Jeg får de sidste afsted idag eller imorgen, så I der har lagt ordre i oktober, og som stadig ikke har modtaget dem, kan glæde jer til huer, hagesmække, stofposer og hvad i ellers har bestilt :-)

.

søndag den 2. november 2008

De første julegaver er købt

.
Jeg er tidligt ude i år!!

Jeg hader hader jule-butiks-ræs og laaaange køer, men jeg elsker at give gaver, så i år har jeg besluttet mig for at undgå julestress og købe så meget som muligt på nettet....og i god tid!
De første julegaver er da også i hus. Jeg har fundet den bedste gave til Rasmus, og jeg kan godt flashe den her, for her kigger han ikke med :-) En rigtig drengesej ting - BORDFODBOLD!

Min lille fodboldglade dreng bliver ellevild -ih, jeg glæder mig til han skal pakke det op!





Derudover er han helt tosset med riddere for tiden, så en fin ridder til hest fra Ostheimer får han også.
.

Det er straks sværere at finde på noget til Bertram.....han stjæler godt nok altid Rasmus' dinosaurer, så måske han skulle have nogle, der var hans EGNE, som han selv kan bestemme over :-)


Gaven til svigerfar, niece samt bedste venindes to piger er også købt. Hold k... jeg føler mig ovenpå ;o)
.

torsdag den 30. oktober 2008

Unika puder

.
Jeg har syet en bunke skønne unika puder, som jeg lægger på shoppen en af dagene.....desværre har Bertram fået ødelagt mit kamera - snøft :-( Så skal lige have det tilbage fra rep. før jeg kan tage billeder af dem alle. Det samme gør sig gældende for fløjlskjoler og kortærmede bondeskjorter.

Jeg nåede lige at få taget dette billede dagen inden kameraet faldt til jorden og gik kaput, så hermed en lille smagsprøve på, hvad der kommer.... :-)
.


tirsdag den 28. oktober 2008

Klokken kom ikke over 6.00

.

Dagen igår startede, som forudsagt, meget tidligt! Kl. 05.32 kaldte Rasmus... skarpt efterfulgt af Bertram. Så var de friske og parate til en ny dag - i modsætning til deres forældre :-)

Idag er det da gået den rigtige vej, for vi havde den luksus at kunne sove helt til kl. 05.52, så her sidder jeg så med to søde nattøjsdrenge. Hver især har de gang i dagens første leg. Bertram kører rundt med en stor Schleich mammuth i hans nye træ lastbil (fødselsdagsgave fra Mormor og Bedstefar) alt imens Rasmus lige er blevet færdig med at stille alle Ostheimer dyrene op til en gang Vild med Dans. Det er vist kamelen der er Anne Laxholm idag :-)


Nå, jeg vil ud og sætte en gang havregrød over.....


God dag :-)
.

søndag den 26. oktober 2008

Vintertid

.
Så blev det vintertid......




Rasmus havde sin kammerat Leo på besøg igår og når sådan to lømler skal sove i samme værelse, så bliver klokken snildt 21 før roen falder på og søvnen overmander de trætte øjne. Det blev ikke bedre af, at Leo var ved at omkomme af grin over min danske godnatsang. Det er jo ikke lige det, der er meningen med en stille godnatsang - tværtimod - men han syntes åbenbart at dansk er et meget fjollet sprog ;o)
Efter der var sagt godnat blev der imellem dyner og puder visket og tisket og fnist, og et par gange også listet ud af værelset, men pludselig.....stilhed!

Kl. 6.45 imorges (gammel tid), hørte jeg så, at de puslede rundt derinde, og da jeg kom ind til dem, sad de ligeså sødt i hver deres seng og "læste" en bog. Jamen, hvor overkære og artige kan to drenge se ud?!
Deres små stemmer havde dog vækket Bertram, som stod inde i sin tremmeseng og råbte på Moaaar!
Af psykologiske årsager, ventede jeg til klokken var 8.30 med at skrue urene den time tilbage. Det virker knapt så voldsomt på den måde :-)

Imorgen venter den hårde morgen - for vores drenge har et indre ur....og det tager lidt længere tid end 1 time, at få omstillet det til vintertid. Mon klokken sniger sig over 6 imorgen inden vi hører dem? Jeg tror det ikke!
.

fredag den 17. oktober 2008

En ny verden har åbnet sig for mig



Hermed lyder startskudet til min Blog......Hjerteligt velkommen :-)
Jeg vil her løbende skrive om min butik Lullaby.dk samt livet her i Tyskland med min dejlige kæreste Bo og vores fantastiske sønner Rasmus (4) og Bertram (2).





Jeg er i fuld gang med en masse nye sager til shoppen, men tålmodighed er en dyd med en skadet fodboldspiller-kæreste, der i tide og utide bliver sendt til behandling i Schweiz og efterlader mig som alenemor i 3-4 dage ad gangen. Når det så ovenikøbet er efterårsferie og ungerne er hjemme og skal aktiveres hele dagen, så må symaskinen atter vente tålmodigt på de skønne skønne stoffer, der ligger og venter.
To drenge på 2 og 4 år skal have lange lufteture og masser af motion, så når klokken har slået 20 og begge drenge har sovet sødt, så har jeg været for træt og udmattet til at tage fat!
De fleste aftener har jeg lagt mig ind i dobbelsengen ved siden af Rasmus (som altid indtager Bo's plads, når han ikke er hjemme) så snart de værste legetøjsbunker har været ryddet væk, set lidt fjernsyn - måske et afsnit af Friends - hvorefter jeg er faldet pladask i søvn....Zzzzzzzz.
Nu er farmand heldigvis hjemme igen, og er ikke sen til at tage drengene med på fodboldbanen eller legepladsen, så mor kan få arbejdsro ;o)